PRM / Bactiquant A/S forbereder børsnotering

    Pressemeddelelse fra BactiQuant A/S

    Hørsholm den 21. december 2020

    Bactiquant A/S
    Short name: “BACTIQ”

    INTENTION TO FLOAT PÅ NASDAQ FIRST NORTH GROWTH MARKET COPENHAGEN

    Bactiquant A/S er et spin-out fra virksomheden Mycometer A/S, der blev etableret i 1999 fra en forskningsgruppe på Københavns Universitet. Med en mindre, men solid international kundebase og en teknologi med et kæmpe potentiale i det globale vandmarked ønsker den danske watertech-virksomhed nu at gå på børsen med henblik på at rejse mellem 24 og 27 mio. kr.

    Midlerne skal sikre en global ekspansion og udvikle Bactiquant organisatorisk og strategisk, så virksomheden kan udleve det store internationale potentiale, der er i online-overvågning af bakterieindholdet i vand.

    Øget behov for måling af vandkvalitet

    Vi lever i en tid, hvor kravene til miljørigtig adfærd blandt virksomheder og organisationer bliver stadigt større. Blandt de mange aspekter, den globale debat om klimaforandringer har affødt, er værdien af vand som én af klodens vigtigste ressourcer.

    Overalt i verden er virksomheder begyndt at arbejde målrettet med at reducere deres “vandaftryk”. Det vil sige, hvordan de kan mindske deres vandforbrug ved for eksempel at recirkulere og genbruge vand – uden at sætte vandkvaliteten over styr.

    Det er i den forbindelse afgørende, at man løbende kan monitorere mængden af bakterier i vandet.

    Et unikt, gennemtestet og patenteret produkt

    Bactiquant har et unikt produkt, der autonomt kan identificere indholdet af bakterier i vand inden for minutter gennem både manuel og fuldautomatiseret online prøvetagning.

    Det sparer både miljøet for farlige biocider og virksomhederne for omfattende udgifter til unødvendig kemi.

    Bactiquants teknologi gør det nemlig muligt at vurdere den bakterielle risiko i vandsystemer, så virksomhederne kan recirkulere deres vand, reducere deres biocidforbrug, reagere hurtigt og effektivt og dermed skære betragteligt i deres milliardudgifter til at bekæmpe biofouling og korrosion. Selskabets produkt bidrager således til sikker drikkevandsproduktion, optimering af og god hygiejne i industrielle vandsystemer og succesfuld opdræt af fisk på land.

    Særligt den revolutionerende Bactiquant online-teknologi, som er blevet testet gennem de sidste to år, har fået en varm modtagelse blandt virksomhedens kunder, der bl.a. tæller Samsung og Facebook.

    En sund kundebase på tværs af industrier

    Med hovedkvarter i Danmark og kunder på tværs af fem kontinenter har teknologien allerede fundet anvendelse inden for et bredt felt af industrier, som inkluderer drikkevandsproducenter, proces- og spildevand i industrien samt landbaserede akvakultursystemer. Kunderne omfatter både store danske vandforsyninger, heriblandt TREFOR og internationale drikkevandsproducenter som K-Water i Sydkorea og PUB i Singapore, verdens største serviceselskab inden for olie & gas, Schlumberger, og teknologivirksomheder som Samsung og Facebook samt Europas største fladfiskefarm, Acuinova, i Portugal.

    Blåstemplet af USA og EU

    Bactiquant teknologien er verificeret af den amerikanske miljøstyrelse, US-EPA, i samarbejde med det amerikanske standardlaboratorium Battelle og har også modtaget EUs kvalitetsmærke for first-class technologies worth investing in.

    Udover det har Bactiquant opbygget et stort netværk af samarbejdspartnere inden for forskning og udvikling, som blandt andet inkluderer Texas A & M University i USA, Temasek Polytechnic, Singapore, DTU Aqua i Danmark og Gesellschaft für Marine Aquakultur (GMA) mbH i Tyskland.

    Bactiquants vision er at blive globalt førende inden for mobil og online overvågning af bakterier i vand i 2025.

    CEO Morten Miller:

    “Den teknologiske platform vi bruger, har vi anvendt i 20 år – det betyder, at vi er eksperter på det her område. Vi har taget en teknologisk platform, som man traditionelt har anvendt inden for forskning, og løftet den ud af laboratoriet ind i den virkelige verden. Vores mission er at hjælpe vores kunder til at håndtere vand på en grønnere og mere bæredygtig måde. Grunden til, at vi børsnoterer nu, er, at vi har et stort globalt potentiale – hvis vi skal udleve det potentiale, så har vi brug for at opgradere vores virksomhed både organisatorisk og strategisk.”

    Bestyrelsesformand Henrik Enegaard Skaanderup:

    “Vi har nogle få og dygtige konkurrenter – men ingen måler på samme måde, som vi gør det – og den position kan vi fastholde – dels ved at komme ud til alle kunderne og få spredt budskabet, og dels ved selvfølgelig også at investere i videre produkt- og forretningsudvikling. Som aktionær i Bactiquant kan man forvente, at vi gør en helhjertet og helstøbt indsats for at gøre verden en lille smule grønnere og mere sikker ved en bedre håndtering af vores begrænsede vandressourcer i industri og vandforsyninger.”

    Vækstplan

    Bactiquant går til børsen med en stærk teknologi og en kompetent medarbejderstab, som allerede har vist, at de kan levere et produkt, der skaber stor værdi for kunderne. Bactiquant samarbejder i dag med flere internationale partnere og vil i de kommende fire år fokusere på at opbygge og udbygge sit internationale netværk samt udvikle en slagkraftig salgsorganisation og et produkt, som er solidt forankret i videnskab og knowhow.

    Bactiquant har valgt at lade sig optage til handel, fordi et bredere ejerskab og den transparens og ansvar, som optagelsen medfører, vil gøre Bactiquant til en mere attraktiv fremtidig samarbejdspartner blandt selskabets nuværende og nye kunder.

    Den certificerede rådgiver, John Norden fra Norden CEF ApS, er tilknyttet som rådgiver for Bactiquant i selve børsintroduktionsprocessen, mens Szpirt & Company er hyret ind som kommunikationsbureau.

    Nasdaq First North Growth Market nyheder

    Information om udbuddet er planlagt til at blive offentliggjort til markedet i januar 2021. Informationen vil samtidig blive tilgængelig på Bactiquants hjemmeside www.Bactiquant.com/investors.

    Yderligere oplysninger

    • CEO Morten Miller, miller@Bactiquant.com, mobil + 45 23 67 87 32
    • Bestyrelsesformand Henrik Enegaard Skaanderup, mobil + 45 40 33 44 70

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bactiquant-as-forbereder-borsnotering?releaseId=13606813

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **