PRM / Odds-ekspert: Han sætter alt ind på fredag

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Feltet på Danmarks modigste dansegulv begynder at snævre ind. Der er to par som for alvor har lagt sig i spidsen for at stå med en sejr i december. Nemlig Emili Sindlev og Mads Vad (odds: 2,30) samt Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen (odds: 3,50). Begge fik sæsonens topkarakterer i fredags for deres Showdans og Quickstep.

    -Jeg har tidligere sagt, at denne sæson virkelig skilte sig ud, fordi der var så mange par, der var gode og markerede sig i toppen. Nu har vi to par, der ligger i front, som vi har set i de andre år, så man kan vel godt sige, at alt er ved at være ved det gamle, forklarer oddsætter og ekspert på Vild med Dans, Mathias Reimer Larsen.

    Oddsætteren har ellers haft store forventninger til Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau, men på grund af knap så høje dommerstemmer efter fredagens Slowfox er deres odds steget til 6,00.

    -Jeg har tidligere set dem som nogle af favoritterne til at vinde VMD 2020. Men der er virkelig et stort spring fra de 35 points Silas og Nukaka opnåede og så til Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen med 45 og Emili og Mads med 43 points. Derfor ser oddsene ud som de gør, siger Mathias Reimer Larsen, men tilføjer:

    -Silas er den meste vindende danser i Vild med Dans’ historie, og han er bestemt ikke kendt for at give op. Så man kan godt forestille sig, at han sætter alt ind på fredag for at rykke ved balancen, lyder det.

    Som klar favorit til at blive stemt ud på fredag ligger Wafande og Mie Moltke med odds 2,10. Efter dem følger Albert Rosin Harson og Jenna Bagge samt Hilda Heick og Michael Olesen. Begge med odds 4,50.

    -Jeg tror hverken Albert eller Hilda bliver sendt hjem fredag aften. Især Hilda har stor opbakning fra vores kunder, så selvom alle dansetrin ikke lige sidder i skabet, og hun ikke får toppoints fra dommerne, så har hun en stor skare hjemme bag skærmene, der stemmer på hende.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/odds-ekspert-han-saetter-alt-ind-pa-fredag?releaseId=13604641

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **