PRM / Clever styrker lademulighederne for midtjyske elbilister: Vi vil etablere flere end 1.000 offentlige ladepunkter i Region Midtjylland

    Pressemeddelelse fra Clever

    Der skal ikke kun være offentlige lademuligheder i de store byer, hvis danskerne skal tage elbilen til sig. Det er budskabet fra Clever, der er Danmarks største ladeoperatør. Som en del af en netop annonceret plan om at etablere over 10.000 nye, offentlige ladepunkter i hele landet vil Clever derfor etablere flere end 1.000 åbne, offentlige ladepunkter til elbiler i hele Region Midtjylland inden udgangen af 2025.

    “Vi ved, at midt- og vestjyderne kører længere distancer end den gennemsnitlige dansker. Derfor har elbilister her også brug for både at kunne lade bilen hjemme og på farten. Vores vision er at sikre gode lademuligheder til elbilister i hele landet, og da vi ved, at mange midt- og vestjyder bekymrer sig om muligheden for at få ladet elbilen op, kommer vi med den her melding nu, så ingen er i tvivl om, at markedet nok skal etablere den nødvendige infrastruktur – også uden for de største byer,” siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.

    Meldingen fra Clever kommer samtidig med, at politikerne på Christiansborg forhandler om, hvordan vi får flere elbiler på vejene. En af de politiske bekymringer er, hvordan man sikrer infrastruktur til alle dele af landet, og her er meldingen fra Clever altså klar: Markedet skal nok sikre lademuligheder i hele Danmark.

    Offentlige ladepunkter skal supplere midtjydernes hjemmeopladning

    Clever har i dag etableret omkring 200 offentlige ladepunkter i Region Midtjylland. De flere end 1.000 ekstra ladepunkter, som Clever vil etablere i regionen inden udgangen af 2025, svarer til mere end en femdobling. Og det er vigtigt nyt for de jyske elbilister, der kører længere end gennemsnitsdanskeren og derfor har brug for nemme lademuligheder til at komme hurtigt videre på resten af turen. Alligevel er de offentlige ladepunkter kun en del af Clevers plan om at sikre gode lademuligheder for midt- og vestjyderne.

    “Rygraden i det danske ladenetværk er hjemmeopladning for langt de fleste – især i Region Midtjylland, hvor mange bor i hus, hvor man nemt kan installere en ladeboks hjemme. Vi har allerede installeret rigtig mange ladebokse hos de midtjyske elbilister, og mange flere vil komme til, for det er jo en af elbilens helt store fordele, at du kan lade den derhjemme. Og så giver hjemmeopladning også mening for resten af samfundet, for med sikre, intelligente ladebokse er man som elbilist sikker på, at bilen lader, når strømmen er billigst og grønnest. Det er til alles fordel,” siger Casper Kirketerp-Møller.

    Fakta:

    • Clever har i dag opsat omkring 200 offentlige ladepunkter i Region Midtjylland. Clevers ambition om at etablereflere end 1.000 nye ladepunkter i regionen inden udgangen af 2025 svarer altså til mere end en femdobling.
    • Clevers investering vil føre til nye lynladepunkter, nye normalladepunkter og nye hurtigladepunkter i regionen.
    • Normal- og hurtigopladning er op til 50 kW, mens lynopladning i dag går op til 350 kW.
    • Clever er en af Danmarks største ladeoperatører. Clever er ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel (94,9 procent) og NRGi (5,1 procent).

    Kontakt:

    Head of Communications & Public Affairs Henrik Skyggebjerg tlf.: +4560169714 email: hs@clever.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/clever-styrker-lademulighederne-for-midtjyske-elbilister-vi-vil-etablere-flere-end-1000-offentlige-ladepunkter-i-region-midtjylland?releaseId=13602978

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **