PRM / Erfaren beregner skal styrke Skou Gruppens fokus på grønt byggeri

    Pressemeddelelse fra Skou Gruppen

    “CLT-elementer er fremstillet i massivt træ og kan erstatte mere klimabelastende byggematerialer som eksempelvis stål og beton,” lyder det fra Lars Alexander, der kommer til Skou Gruppen fra en stilling som afdelingschef i CLT Denmark, en førende leverandør af massive træelementer i Danmark.

    “Når man anvender CLT-elementer i byggeriet, har det en hurtig og positiv indvirkning på klimaet og miljøet. Det er især vigtigt, når vi bygger for offentlige bygherrer, som ofte er interesseret i, at vi bliver mere miljøbevidste og bygger grønnere,” siger han.

    Lars Alexander kommer særligt til at bruge sin erfaring med beregning af priser på byggeprojekter med CLT-elementer og ellers deltage i tilbuds- og beregningsarbejdet hos Skou Gruppen sammen med sine nye kolleger.

    Skou Gruppen er kendt for det gode håndværk

    Den første tid hos Skou Gruppen har været hektisk og travl for den nye beregner:

    “Vi har haft rigtig travlt med entrepriseberegning for en større bygherre i Hovedstadsområdet. Når de kaster et udbud ud på markedet, skal vi være hurtige til at afgive en pris. Det er både udfordrende og spændende,” siger Lars Alexander.

    “Heldigvis har jeg allerede et rigtig godt samarbejde med mine kolleger i tilbudsafdelingen, og jeg er meget glad for at være her. Der er fuldstændig styr på, hvem der gør hvad, og hvad der sker i virksomheden, så vi får afleveret tilbud til tiden og efterfølgende bygget det til prisen. Skou Gruppen har ry for at være en effektiv entreprenør, der udfører det gode håndværk, og firmaet har en lang historik og mange flotte referencer inden for tømrer-, snedker-, mureropgaver, el- og glarmester på både hoved- og totalentrepriser,” fortæller han.

    En erfaren bygningskonstruktør

    Lars Alexander er uddannet bygningskonstruktør og tidligere tømrer- snedkermester. Han har også erfaring fra arbejdet for andre entreprenørvirksomheder – blandt andet som senior beregner hos N.H. Hansen & Søn A/S og flere års erfaring som projekt- og byggeleder hos Enemærke & Petersen.

    “Jeg kender til arbejdsgangene og ved, hvad de forskellige jobfunktioner i en byggevirksomhed indebærer, da jeg har været med hele vejen rundt. Det giver mig et større overblik over byggeriets processer og indgående kendskab til de processer, der foregår på de enkelte byggerier. Det er viden og erfaring, som jeg kan bruge i mit nye job hos Skou Gruppen,” fortæller Lars Alexander.

    Lars Alexander er 57 år og født og opvokset i Virum. Han bor i Hornbæk med sin samlever og har to voksne børn. I fritiden interesserer han sig for arkitektur og holder af at spille golf og bridge samt læse og rejse.

    Kontakt:

    Adm. direktør, partner

    Martin Skou Heidemann

    +45 28 35 80 15
    ms@skougruppen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erfaren-beregner-skal-styrke-skou-gruppens-fokus-pa-gront-byggeri?releaseId=13602391

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **