PRM / headspace Danmark lancerer kampagne om skilsmisseudfordringer

    Pressemeddelelse fra headspace

    Kampagnen er humoristisk vendt på hovedet således, at det er børnene, der i filmen beslutter at blive skilt fra hinanden, hvilket forældrene skal lære at håndtere, derfor navnet “#DeleForældre.

    Børn og unge reagerer forskelligt på en skilsmisse, når forældrene går hver til sit. Men fælles for dem er, at forældrenes skilsmisse fører til en lang række forandringer for barnet og mange nye tanker og følelser. Uanset om skilsmissen har været skånsom eller konfliktfyldt, så viser alle erfaringer, at børnene efter sådan en forandring i deres liv tumler med spørgsmål, som de kan have behov for at dele med andre i et trygt og neutralt rum. Det kunne være i det lokale headspace center.

    “Børn fanges i en loyalitetskonflikt mellem forældrene, eller et voldsomt savn efter den “anden” forælder. Det er svært at tale med sine forældre om, fordi man som barn nødig vil gøre dem mere kede af det eller vrede. Der kan vi i headspace give et frirum, hvor børn og unge med vores hjælp kan få luftet alle disse tanker og følelser,” siger Susanne Mathiesen, centerchef for headspace centrene i Herning, Billund, Horsens og Fredericia.

    Susanne Mathiesen fastslår dog, at børn er utroligt omstillingsparate og stærke, men det er enormt vigtigt at de får lov at dele deres tanker om tab, fortvivlelse, ængstelighed, sorg og skam i takt med, at følelserne opstår.

    Negative konsekvenser af skilsmisser

    ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har foretaget en omfattende analyse af konsekvenserne af skilsmisser i Danmark. Den viser, at skilsmisser har flere negative konsekvenser for de familier, der bliver delt efter skilsmissen. Skilsmissen øger f.eks. risikoen for, at især drenge uddanner sig mindre, og at både piger og drenge får dårligere karakterer i skolen. Der er også stor risiko for øget kriminalitet hos drenge i 15-16-årsalderen.

    I flere headspace centre landet over er der i dag oprettet særlige skilsmissegrupper, hvor børn og unge kan dele sine tanker og følelser. headspace-kampagnen vil primært køre på headspace Danmarks sociale medier www.facebook.com/HeadspaceDanmark og www.instagram.com/headspacedanmark startende i uge 42.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationschef Jakob Risom Langelund tlf.: +45 6165 6540 email: jr@detsocialenetvaerk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/headspace-danmark-lancerer-kampagne-om-skilsmisseudfordringer?releaseId=13602285

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **