PRM / Fagforbund: Ny pensionsaftale er historisk

    Pressemeddelelse fra Dansk El-Forbund

    Langt om længe er regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om aftale om tidlig pension. Den nye pensionsaftale giver lønmodtagere eller selvstændige, der som 61-årige har været 42, 43 eller 44 år på arbejdsmarkedet, ret til at trække sig henholdsvis et, to eller tre år før folkepensionen.

    Og den nye aftale er et kæmpestort skridt hen mod et tryggere og mere retfærdigt arbejdsmarkedssystem, mener Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet, der tilsammen udgør Alliancen for en værdig tilbagetrækning.

    – For en gangs skyld bliver der givet en rettighed til lønmodtagere. Det er historisk, men også en absolut nødvendighed. For mange af vores medlemmer, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, vil desværre være slidt ned, inden de når pensionsalderen, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.

    Alliancen mener, at den nye aftale er med til at rette op på den usikkerhed, som mange lønmodtagere oplever i dag i kølvandet på Velfærdsreformen i 2006 og den stigende pensionsalder.

    – Vi har i årevis kæmpet for at få gjort op med pensionssystemet i Danmark. Det er kun retfærdigt, at dem der har slidt og slæbt fra en tidlig alder, får muligheden for at trække sig tilbage lidt tidligere med helbredet og værdigheden i behold. Langt de fleste vil allerhelst arbejde så længe som overhovedet muligt. Men nu får de en forsikring om, at samfundet griber dem, inden kroppen står helt af, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet.

    Selvom aftalen bliver taget godt imod hos de fire forbund i Alliancen, så er der plads til forbedringer:

    – Aftalen er inden for skiven, men vi rammer ikke bulls eye her. Vi så jo gerne, at endnu flere blev omfattet af ordningen. Men lige nu afventer vi at se, hvordan aftales skal rulles ud, og vi vil naturligvis blive ved med at komme med forslag til forbedringer, siger Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund

    Alliancens medlemmer, der tilsammen tæller godt 65.000 VVS’ere, elektrikere, malere og fødevarearbejdere har det til fælles, at de er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har fysisk nedslidende job. En stor del af dem vil med den nye aftale have mulighed for at trække sig op til tre år tidligere.

    – De skal nu ikke stå med hatten i hånden i tigge om en førtidspension eller seniorpension. Nu kan de vælge at trække sig, inden de er slidt helt ned og dermed få mulighed for gode, raske år efter pensionen. Men tidlig pension løser ikke alt. Der er et stærkt behov for at få løftet arbejdsmiljøet, så vi i fremtiden ikke skal opleve samme grad af nedslidning i vores fag. Jeg er derfor positiv over, at der i aftalen også bliver sat penge af til at styrke arbejdsmiljøet i 2023. Det er et skridt på vejen, men langt fra nok, siger Tonny Olsen, konstitueret forbundsformand i Malerforbundet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fagforbund-ny-pensionsaftale-er-historisk?releaseId=13602208

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **