PRM / Hyldest til frivilligheden under coronakrisen

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Social & Arbejdsmarkedsudvalget havde traditionen tro inviteret til den årlige Frivillighedsfest i forbindelse med Frivillig Fredag, hvor hele Danmark fejrer frivilligheden. Men ligesom i resten af landet blev det en anderledes fejring i 2020. I Esbjerg Kommune deltog to repræsentanter fra hver af de fire foreninger, der var nomineret til en af de tre frivillighedspriser eller Johan Hoffmann Fondens pris.

    Fordelingen af priserne i 2020

    Frivillighedsfesten er frem for alt en påskønnelse af det store arbejde, der bliver udført i de frivillige sociale foreninger i Esbjerg Kommune.

    Igen i år var der et stærkt felt, og der blev i alt indsendt næsten 100 indstillinger fordelt på 43 forskellige kandidater.

    Det var ikke nogen let beslutning for Social & Arbejdsmarkedsudvalget at vælge nogen frem for andre, men Frivillighedspriserne 2020 gik til:

    1. prisen: De Hjemløses Venner, der modtager 10.000 kr.

    2. prisen: Polio- og UlykkesPatientforeningen, der modtager 5.000 kr.

    3. prisen: Veterancafé Esbjerg, der modtager 2.500 kr.

    – I Social & Arbejdsmarkedsudvalget valgte vi at give førsteprisen til De Hjemløses Venner, fordi de har været særligt aktive i den svære corona-tid. De fik lynhurtigt etableret maduddeling i sommerferien, og i det hele taget springer De Hjemløses Venner altid beredvilligt til, når de ser et behov. De yder en uvurderlig hjælp for mange udsatte borgere her i kommunen, og de har i den grad fortjent denne ekstra anerkendelse, siger Henrik Vallø, der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.

    Johan Hoffmann Fondens Pris

    For fjerde gang blev prisen uddelt sammen med frivillighedspriserne. Johan Hoffmann Fondens Pris gik i år til forældrebestyrelsen i Snoezelhuset, der hører under Specialbørnehaven Kornvangen.

    Med prisen følger der et tilskud på 15.000 kr., der er øremærket til indkøb af nyt udstyr til sansehuset for handicappede børn. Tidligere på året blev Snoezelhuset nemlig udsat for et indbrud, hvor der blev stjålet udstyr til en værdi af mindst 130.000 kr.

    Johan Hoffmann Fondens Pris er på den måde både en anerkendelse af den store indsats for handicappede børn i Snoezelhuset og et bidrag til at få erstattet det stjålne udstyr.

    Her er de tidligere års modtagere af Johan Hoffmann Fondens pris:

    • 2019: ETACs venner
    • 2018: Sydvestjysk Handicapdans
    • 2017: Team Tvilling

    Frivillighedspriserne

    Frivillighedspriserne gives som en påskønnelse af en forening eller en organisation inden for social- og sundhedsområdet, der har gjort en særlig indsats. De uddeles hvert år i forbindelse med den årlige frivillighedsfest, der afholdes i forbindelse med den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag.

    Sidste år blev priserne fordelt sådan:

    • 1. prisen: Unge for Ligeværd
    • 2. prisen: Røde Kors Vågetjenesten i Bramming
    • 3. prisen: Sind Syd-Vest

    De Hjemløses Venner har tidligere vundet Frivillighedsprisen 2011.


    Mere information

    Kontakt:

    Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, 40 44 60 02, heval@esbjergkommune.dk

    Elsebeth Nebeling, udviklingskonsulent i Borger & Arbejdsmarked, tlf. 30 69 40 06, elneb@esbjergkommune.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hyldest-til-frivilligheden-under-coronakrisen?releaseId=13600787

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **