PRM / Peder Lykke Skolen på Amager er renoveret fra top til tå

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Peder Lykke Skolen på Amager har fået et gennemgribende løft, hvor alle bygninger og lokaler er renoveret. Og så har en helt ny bygning set dagens lys med science-lokaler, madskole, produktionskøkken, spiseområder og orangeri udenfor.

    Med ombygningen følger også en udvidelse fra tre til fire spor, så endnu flere børn på Amager kan få glæde af den topmoderne Lykke-Skole, som i foråret blev nomineret til Årets Skolebyggeri 2020.

    “Københavns Kommune har i de seneste ti år investeret mere end 10 mia. kr. i at renovere og udvide byens folkeskoler. Peder Lykke Skolens renovering og nybygning er uhyre vellykket med topmoderne rammer og plads til endnu flere skolebørn. Folkeskolen skal være det naturlige førstevalg, og det glæder mig derfor meget at se, hvordan de nye faciliteter gør skoledagen endnu bedre for lærere og elever”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

    Pga. corona-situationen har skolen nedjusteret antal deltagere. Indvielsen live-streames derfor, så elever og lærere følger med fra klasselokalerne. Overborgmesteren taler ved indvielsen i form af en videohilsen.

    Kontakt

    Yderlige information samt kontakt til overborgmester Frank Jensen via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, tlf. 26 13 65 49.

    Tid og sted

    Indvielse på Peder Lykke Skolen, Brydes Allé 25, 2300 København S. Indvielsen foregår i Multisalen torsdag den 24. september 2020 kl. 12-12.45. Pressen er velkommen, men tilmelding er nødvendig.

    Fakta

    • Københavns Kommune har gennem mere end ti år afsat penge til at renovere 61 nedslidte folkeskoler og investeret over 10 mia. kr. i renoveringer, udvidelser og byggeri af nye skoler.
    • Der er afsat/givet en bevilling på 136 mio. kr. til renovering og nybygning af Peder Lykke skolen.
    • Der er afsat/givet en bevilling på 104 mio. kr. til udvidelsen fra tre til fire spor.
    • Skolens areal er på ca. 14.000 m2, og nybygningen på 1.950 m2.
    • Skolen blev i foråret nomineret til Årets Skolebyggeri 2020.
    • Byggeriet er udført af entreprenør Juul & Nielsen og totalrådgiver Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma A/S.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/peder-lykke-skolen-pa-amager-er-renoveret-fra-top-til-ta?releaseId=13600514

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **