PRM / SMVdanmark: Hjælpepakke-aftalen skal forbedres

    Pressemeddelelse fra SMVdanmark

    Politikerne har med aftens aftale understøttet barer, caféer og restauranter, hvilket er godt og nødvendigt, men en hel branche står stadig uden adgang til kompensation.

    Det gælder arrangørerne af arrangementer under 350 deltagere og arrangører af private arrangementer som fx bryllupper og julefrokoster, som er aflyst, herunder også alle deres underleverandører, der fx leverer telte, vagtpersonel, lyd, lys, scene, fadøl etc. Dem rummer dagens aftale ingen hjælp til, og det er en stor skuffelse midt i en aftale, der ellers viser et reelt politisk ønske om at hjælpe de hårdest trængte, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.

    “Den politiske vilje har været der, men ikke nok. Jeg er glad for, at de selvstændige, der driver barer, restauranter og lignende får mulighed for kompensation. Men de små og mellemstore eventmagere og -leverandører er fortsat ladt i stikken. Politikerne har haft blikket stift rettet mod restauranter og barer og dem, der leverer til dem. De har glemt ham, der tager sin transportable bar ud til bryllupper, ham der udlejer festtelte og musikanlæg, hende der leverer fadøl til den lille havnefest eller stiller transportable toiletter op ifm. store motionsløb. Hele underskoven af eventleverandører får intet,” siger han.

    Han påpeger, at det er en branche, der er meget afhængig af, at de kan tjene nok i sommerperioden til at klare den normalt magre tid i vinterperioden.

    “Det står særligt slemt til for dem, da de har tabt hele årsomsætningen ved en dårlig sommersæson, og de ved ikke, om de kan holde sig oven vande frem til næste sommer. Alle disse virksomheder, der har oplevet et stort omsætningstab, har samme behov for støtte nu, som de havde i foråret. Vi vil derfor fortsat kæmpe for, at de bliver hjulpet,” siger Jakob Brandt og fortsætter:

    “Det er især dybt problematisk, at de mange aflysninger i eventbranchen ikke skyldes, at der er indført regler om, at de skal aflyses, men fordi politikerne “henstiller” til aflysninger. Dermed ødelægger man en branche uden om lovgivningen og dermed uden at give kompensation. Det er uanstændigt,” siger han.

    Angiveligt bremser EU’s statsstøtteregler muligheden for at give støtte, men det mener Jakob Brandt er forkert.

    “EU’s statsstøtteregler giver mulighed for kompensation til små virksomheder under 50 ansatte. så hvis der er politisk vilje, så er der også en juridisk vej,” siger han.

    Kontakt:

    Kommunikationschef David Elmer tlf.: +45 53 85 53 70 email: elmer@smvdanmark.dk

    Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt tlf.: 24 25 27 27 email: brandt@smvdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/smvdanmark-hjaelpepakke-aftalen-skal-forbedres?releaseId=13600328

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **