PRM / Kompetenceløft for murerfaget skal gøre det mere attraktivt at blive håndværker

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    Kvaliteten i byggeriet kan højnes gennem et tættere samarbejde mellem håndværkere og rådgivere. Forskningsrapporten ‘Den gode murerskole’ fra BUILD, Aalborg Universitet beskriver, hvordan samarbejdet på tværs af fag med fordel kan etableres allerede på uddannelserne.

    – Færre og færre bliver uddannet som håndværkere, og erhvervsskolerne kæmper med at tiltrække lærlinge og fremtidssikre pædagogikken. Murerfagets skoler og det faglige udvalg er i projektet ‘Den gode murerskole’ kommet langt i forhold til de ovenstående problematikker, siger seniorforsker på BUILD, Aalborg Universitet Niels Haldor Bertelsen, som har været projektleder på projektet.

    Rapporten samler de seneste 15 års erfaringer og giver en række anbefalinger til en opkvalificering af uddannelsens indhold. Den beskriver, hvordan det er muligt at opnå en øget tværfaglighed og en styrkelse af lærerstabens kompetencer, og hvordan et kompetenceløft inden for murerfaget kan gennemføres. Rapportens konklusioner kan danne grundlag for lignende opkvalificeringer af andre erhvervsuddannelser, som fx tømreruddannelse, smedeuddannelse med flere.

    Den gode murerskole giver en status over de centrale udviklingselementer for murerfaget igennem de seneste 15 år og kan fx bruges som lærebog for både lærlinge, studerende, faglærere, undervisere på videregående uddannelser, forskere og praktikere. Samtidig anviser rapporten nogle konkrete metoder til planlægning af læringsforløb, ligesom rapporten foreslår indførelsen af tværfaglige moduler i fx innovation og bygningskultur.

    Renoveringer med forståelse for kulturarven

    I projektet er der bl.a. udviklet et teknologimodul (innovation) og et modul om bygningskultur, som er blevet integreret i mureruddannelsen. Ved at lægge større vægt på undervisning i bygningskultur og arkitekturhistorie, lærer murerlærlingene at håndtere situationer, hvor en bevaringsværdig eller fredet bygning skal renoveres.

    – Projektets nye moduler og undervisningsmaterialer er et væsentligt skridt i den rigtige retning, som klæder faglærerne godt på til at undervise i bygge- og bygningskultur. Et sådant løft af kompetencerne inden for nænsom renovering vil være uvurderligt for ejere af historiske huse, men også den øvrige bygningsmasse, som har brug for kyndige håndværkere, udtaler præsident for Bygningskultur Danmark Birthe Iuel.

    Nyt undervisningsmateriale

    Læringsforløbene bygger på praktiske cases fra byggesager, hvor udfordringer for de lokale murerfirmaer søges inddraget mest muligt. Undersøgelsen viser, at dette fokus bør forstærkes i fremtiden, da det både underbygger den praksisnære uddannelse på murerskolerne og udviklingen i murerfirmaerne.

    Som en del af projektet er der udviklet fem undervisningsforløb til valgfrie fagområder. Kompendierne er listet herunder og kan frit downloades på følgende links:

    Mure

    Fliser

    Tag

    Energi

    Restaurering

    Udviklingen af undervisningsmaterialet er sket i et nært samarbejde med Murerfagets Fællesudvalg og de fleste murerskoler, hvor evalueringen fra faglærerne og murerlærlingene har været meget positiv.

    – For ca. 15 år siden tog vi en alvorlig snak om, hvor murerfaget ville være i 2020, efter at vi havde fået kritik for ikke at samarbejde og være konservative. Den kritik har vi taget til os og dette projekt er et af resultaterne. Jeg er særlig stolt af de udviklede undervisningsmaterialer, som faglærerne har taget godt i mod og bruger i deres undervisning. Vi håber at dette projekt er starten på et langt bedre samarbejde mellem murerfaget, uddannelsen og de videregående uddannelser til fx konstruktør, ingeniør eller arkitekt. Respekt for hinandens fagligheder er en grundsten, hvis byggeriet og faget skal udvikle sig. Samtidig vil jeg gerne sige tak til den nedsatte gruppe for et godt og konstruktivt samarbejde og ikke mindst dem der har gjort det økonomisk muligt, fortæller Henning Østergaard Jørgensen, formand for det faglige fællesudvalg.

    Fakta om rapporten

    Rapporten er resultatet af pilotprojektet ‘Kompetenceløft for murerfaget’, der blev gennemført fra 2016 til 2019. Den er forfattet af seniorforsker Niels Haldor Bertelsen (BUILD), uddannelseskonsulent Erik Fog Larsen (Byggeriets Uddannelser) og projektleder Johan Westh Hage (Bygningskultur Danmark).

    Rapporten er blevet til i et samarbejde med Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget og Bygningskultur Danmark samt murerskolerne. Projektet er støttet af Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

    Læs rapporten her: Den gode murerskole

    Kontakt:

    Niels Haldor Bertelsen, seniorforsker, BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, +45 5178 1602, nhb@build.aau.dk

    Lise Jacobsen, byggefaglig kommunikationskonsulent, BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, +45 6196 7410 ljac@build.aau.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kompetenceloft-for-murerfaget-skal-gore-det-mere-attraktivt-at-blive-handvaerker?releaseId=13599805

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **