PRM / BC Hospitality Group henter markant brancheprofil til CIFF (Copenhagen International Fashion Fair).

    Pressemeddelelse fra BC Hospitality Group A/S

    Det er ikke hvem som helst der rykker ind i Bella Center Copenhagen når Christina Neustrup, 1. oktober, sætter sig i chefstolen for CIFF: 15 års erfaring med brandudvikling, kommunikation og PR inden for mode- og livsstilsbranchen følger med.

    Christina Neustrup: “Jeg glæder mig til at opbygge et tidssvarende og relevant CIFF. Et format der kan inspirere og incitere – både fysisk og digitalt. Vi skal skabe den store oplevelse og de bedste rammer for handel og samarbejde. Som min mangeårige ven og mentor Malene Birger siger: “Der er jo ikke meget sport i at skabe en masse smukke designs, hvis der ikke er nogen der køber”. Det er det CIFF altid har kunnet – vi tager vores kunders forretning alvorligt, og det gør vi hele året – ikke kun under de to modeuger. Det ser jeg frem til at bygge på og bidrage til, sammen med det stærke team hos CIFF.”

    Christian Folden Lund, CCO, BC Hospitality Group: “Virksomheden har gennemgået store og nødvendige forandringer gennem det sidste års tid, og der er behov for en ny og tydelig ledelse i spidsen for arbejdet med at udvikle CIFF, gennem det sidste af COVID-19 krisen, og sikre vækst på den anden side. Det er ikke en let opgave men jeg er overbevist om at Christina, sammen med CIFF-teamet, udgør det helt rigtige hold til, i tæt dialog med branchen, at udvikle de årlige messer og de faste showrooms i Bella Center Copenhagen. Vi skal sikre et stærkt CIFF, der sammen med de øvrige aktører i Copenhagen Fashion Week, skal fastholde og udvikle København og Danmarks position som international modedestination. Vi glæder os meget til samarbejdet.”

    “Vi befinder os i udfordrende tider – mildt sagt. På trods af dette, får den danske modescene fortsat positiv opmærksomhed – b.la. genereret af Copenhagen Fashion Week teamet, Dansk Mode & Textil og Wear – og den skal vi selvfølgelig, som branche, drage nytte af, udforske og anvende bedst muligt.” afslutter Christina Neustrup.

    En helt afgørende faktor for alle BC Hospitality Groups forretningsområder er bæredygtighed, og der vil også fremover være fuld fokus på at integrere og implementere bæredygtighed i CIFFs aktiviteter og initiativer.

    Udover solid erfaring fra modebranchen er Christina Neustrup, siden 2015, også stifter og ejer af The Social Club, som udvikler brands og kommercielle projekter uden at gå på kompromis med kreativiteten.

    CIFFteamet består i alt af 10 dedikerede medarbejdere, der driver de to årlige CIFFmesser i august og februar, samt de faste showrooms der er åben for forretning året rundt.

    Christina Neustrup tiltræder i den nye stilling 1. oktober.

    Kontakt:

    CCO – BC Hospitality group A/S, Christian Folden Lund, cflu@bchg.dk / 50604403
    Pressechef – BC Hospitality Group A/S, Karen Østerbye, kars@bchg.dk / 81884843

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bc-hospitality-group-henter-markant-brancheprofil-til-ciff-copenhagen-international-fashion-fair?releaseId=13599725

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **