PRM / Aftale med fagforening holder Oslobåden i gang

    Pressemeddelelse fra DFDS A/S

    DFDS’ sejlads på København-Oslo og Frederikshavn-Oslo har været hårdt ramt af Covid-19. Bl.a. har skiftende danske og norske indrejserestriktioner sat passagertallet under pres. Senest har et krav om 14 dages karantæne ved indrejse i Norge for borgere i hovedstadsregionen presset passagertallet i bund.

    Nu har DFDS og fagforeningen Metal Maritime indgået en aftale om nedsatte udeperioder og reducering af hyren på 17,5 % for en periode på fire måneder for deres medlemmer om bord, der udgør langt den største del af besætningen på de to skibe på ruten.

    “Det er en meget vigtig aftale for Oslobåden. Den hjælper os med at sænke omkostningerne så meget, at vi har bedre mulighed for at holde Pearl Seaways og Crown Seaways i drift i de næste vanskelige måneder og dermed sikre arbejdspladser og rejsemuligheder til Norge på trods af de ekstreme forhold, ruten sejler under i øjeblikket,” siger Kasper Moos, der er passagerdirektør i DFDS.

    “Desværre er en række forudsætninger anderledes for tjenerne om bord, og det har derfor ikke været muligt at indgå en tilsvarende aftale med deres fagforening 3F. Det betyder desværre, at vi må opsige 26 af de 68 tjenere på ruten,” siger Kasper Moos.

    “Selv om vi med aftalen med Metal Maritime kan sikre sejladsen og dermed rigtigt mange arbejdspladser om bord og på land, må vi også erkende, at fortsat drift har en pris, og vi er meget kede af at opsige tjenere, der har været med til sikre servicen og ruten gennem en meget vanskelig periode. Til gengæld er vi taknemmelige over, at vi sammen med Metal Martime har kunnet finde en løsning, der giver os mulighed for at vinde tid, indtil tingene vender til det bedre,” siger Kasper Moos.

    Efter den midlertidige rutelukning fra 15. marts til 25. juni blev ruten genåbnet med ny sejlstruktur. Det betyder, at skibene også lægger til i Frederikshavn undervejs mellem Danmark og Norge, så skibene samtidig betjenter ruten Frederikshavn-Oslo, og med styrket fokus på passagerer med transportbehov og fragtkunder og reduceret bemanding.

    “Denne strategi har i høj grad været med til at holde skibene sejlende, og med den nyeste aftale med Metal Maritime er vi i stand til at løse et stort problem i fællesskab – det er vi stolte af i DFDS,” siger Anne-Christine Ahrenkiel, DFDS’ Chief People Officer.

    Kontakt:

    Vice President, Group Communications Gert Jakobsen tlf.: +45 24 40 00 43 email: gert.jakobsen@dfds.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aftale-med-fagforening-holder-oslobaden-i-gang?releaseId=13599565

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **