PRM / Fire talentfulde AU-studerende modtager Dronning Margrethe II’s rejselegat 2020

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet

    Med H.K.H. Dronning Margrethe II’s rejselegat på hver 25.000 kr. kan fire stærke talenter fra Aarhus Universitet rejse ud i verden og blive beriget med nye indsigter til deres studie.

    De studerende, der modtager rejselegatet, er ifølge prorektor Berit Eika udover at være fagligt dygtige også hårdtarbejdende, engagerede og har gjort noget ekstra i form af for eksempel frivilligt arbejde.

    “Rejselegatmodtagerne er rollemodeller for alle studerende, og legatet giver dem mulighed for via et studieophold i udlandet at få skabt internationale relationer og nye perspektiver på deres fag,” siger Berit Eika.

    Normalt overrækkes legaterne i forbindelse med Aarhus Universitets årsfest ved den traditionsrige højtidelighed i Aulaen. Men på grund af COVID-19 er årsfesten i år aflyst, og derfor uddeles legaterne uden ceremoni.

    De fire modtagere af Dronning Margrethe II’s rejselegat 2020 er:

    Charlotte Marie Brühe Jensen, kandidatstuderende i arkæologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

    Charlotte Marie Brühe Jensen fik topkarakter for sit BA-projekt med titlen ‘Fyrstelige kulinariske netværk i europæisk senmiddelalder: et arkæologisk studie i Henrik Harpestrengs kogebog og dens relation mellem Danmark og det øvrige Europa’. Hun planlægger at forfølge dette emne yderligere med et praktikforløb i det velbevarede historiske køkken ved Kloster Seligenstadt i Tyskland som en del af forberedelsen til et speciale om historiske køkkener og europæisk madkultur.

    Maria Søgaard-Nielsen, kandidatstuderende i statskundskab, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

    Maria Søgaard-Nielsen interesserer sig for samfundsvidenskabelige metoder, og hun har sjældent høje karakterer inden for international politik og offentlig ledelse. Hendes bacheloropgave blev skrevet inden for offentlig ledelse.

    Hun skal i foråret 2021 studere international politik og samfundsvidenskabelige metoder ved ét af Australiens bedste universiteter, Deakin University. Hun er især interesseret i at studere Human Rights in World Politics og vil supplere med metodekurser.

    Sophia Thrane, kandidatstuderende i medicin, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

    Sophia Thrane har som kandidatstuderende arbejdet med et projekt vedrørende udvikling og behandling af antimikrobiel multiresistens blandt bakterier, der inficerer lungerne hos patienter med cystisk fibrose. Hun er med til at udvikle medicinsk behandling af en problemstilling, hvor der i øjeblikket ikke eksisterer tilfredsstillende behandlinger. Sophia Thrane ønsker fremover at dygtiggøre sig yderligere inden for dette forskningsfelt.

    Dina Sofia Mortensen, kandidatstuderende i astronomi, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet

    Dina Sofia Mortensens speciale handler om at påvise exoplaneter, der kredser om en bestemt klasse af stjerner. Her brugte hun en ikke hidtil anvendt tilgang, som potentielt vil føre til yderst interessante planetopdagelser. Dronning Margrethe II’s Rejselegat vil give Dina Sofia Mortensen mulighed for at deltage i konferencer om exoplaneter, hvor hun kan præsentere resultaterne fra sit specialeprojekt.

    Læs mere om alle fire legatmodtagere

    Om Dronning Margrethe II’s rejselegat
    Rejselegatet blev indstiftet i 2010 som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe i anledning af Dronningens 70 års fødselsdag og blev udvidet i 2012 i anledning af Dronningens 40 års regentjubilæum. Der uddeles i alt fire rejselegater. På Aarhus BSS og Arts går legatet til studerende ved statskundskab og arkæologi – de fag, som Dronning Margrethe selv læste i sin tid som studerende på Aarhus Universitet i 1961-1962. Der er ingen krav til studieretningen på henholdsvis Health, Natural Science eller Technical Science.

    Hensigten med legatet på 25.000 kroner er at gøre det muligt for legatmodtagerne at studere i udlandet i forbindelse med deres studier på Aarhus Universitet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fire-talentfulde-au-studerende-modtager-dronning-margrethe-iis-rejselegat-2020?releaseId=13599560

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **