PRM / headspace får støtte fra Foreningen Roskilde Festival

    Pressemeddelelse fra headspace

    Roskilde Festival 2020 er jo desværre aflyst på grund af coronanedlukningen af Danmark. Ikke desto mindre uddeles donationen alligevel, og det er den legendariske danske rapgruppe Malk de Koijn, der skulle have optrådt på årets festival, som på vegne af foreningen har peget på headspace.

    Rapperen Blæs Bukki fra Malk de Koijn forklarer hvorfor:

    “Jeg har valgt at støtte headspace som organisation, fordi jeg ved, det er vigtigt at have nogen at kunne tale med og betro sig til, når man er ung. Jeg var selv skoletræt i mange år og ville have haft godt af at kunne tale med et menneske om mine tanker dengang. Nu har jeg også selv børn, og når de bliver store, kan det jo være de får brug for at tale med en anden end far om deres problemer. Desuden er verden heller ikke blevet mindre kompleks at leve i, siden jeg var barn, så alle unge/børn kan nok få brug for en, der lytter til dem, når noget er svært.”

    Fordomsfrie ører

    headspace er et initiativ under foreningen Det Sociale Netværk, stiftet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2009. headspace er det største forebyggende civilsamfundsprojekt for sårbare unge i Danmark mellem 12 og 25 år. Det er et åbent, fleksibelt og gratis tilbud, som er tilgængeligt, når de unge vil snakke, og hvor de unge mødes med nysgerrighed, respekt og omsorg, og hvor der lyttes med fordomsfrie ører.

    “Det er rørende, at Foreningen Roskilde Festival og Malk de Koijn lige netop peger på headspace Danmark som modtager af donationen, og pengene vil gøre rigtig god gavn i vores arbejde. Det er desværre mere og mere brug for os, fordi stadigt flere unge mistrives psykisk. Op mod 25 procent af eleverne i skolerne mistrives og 22 procent af de 11-årige drenge, og 40 procent af de 15-årige piger er kede af det ugentligt,” siger Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

    headspace-centrene landet over har været lukkede på grund af corona-nedlukningen, men er nu åbne igen. I sommerferien er der dog ændrede åbningstider i centrene, og dem kan man se på det enkelte centers facebookside. headspace-chatten holder til gengæld åbent hele sommeren mandag til torsdag kl. 12 – 16 på: www.headspace/chat.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationschef Jakob Risom Langelund tlf.: +45 6165 6540 email: jr@detsocialenetvaerk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/headspace-far-stotte-fra-foreningen-roskilde-festival?releaseId=13596504

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **