PRM / Tesfaye på banen i Ishøj

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Ritzau Scanpix har billeder fra dagen

    Mattias Tesfaye er en sikker straffesparksskytte. Det beviste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, da han onsdag spillede med børnene på DBU Get2 Fodboldskolen ved Ishøj IF’s baner. Han var på besøg for at vise sin opbakning til og høre nærmere om de særlige fodboldskoler, der er et specielt tilbud til børn i landets udsatte boligområder.

    I løbet af sommeren bliver der afviklet 21 af disse fodboldskoler med deltagelse af i alt 1.375 børn, og ministeren gav i Ishøj en varm opbakning til de frivillige kræfter i klubberne, som står for den praktiske afvikling af skolerne.

    “Jeg er meget optaget af, at vi får så mange unge som muligt ind i de organiserede fællesskaber, som idrætsforeningerne tilbyder. Under coronanedlukningen har de positive fællesskaber været lukket ned, mens de usunde fællesskaber har haft åbent hele tiden. Nu gælder det om at få de unge tilbage i idrætsforeningerne igen, og her spiller disse skoler en vigtig rolle”, sagde Mattias Tesfaye.

    DBU Get2 Fodboldskolerne bliver afviklet nøjagtig som DBU’s normale fodboldskolerne, men børnene er specielt inviteret og betaler kun et symbolsk beløb for at deltage. 80 børn deltager på skolen i Ishøj, som løber fra tirsdag til fredag i denne uge. Mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk.

    “Som minister leder jeg efter steder, hvor vi kan mødes om noget, der ikke handler om, hvor vores forældre kommer fra. Det kan man i et organiseret fællesskab som her. Der sker mere integration i en idrætsforening, hvor man ikke taler om integration, end der sker på Christiansborg, hvor man taler om integration hele tiden,” lød det fra udlændinge- og integrationsministeren.

    Til stede var også DIF’ bestyrelsesmedlem Bent Clausen, der samtidig er næstformand for DBU og formand for unionens breddekomité.

    “Det betyder meget for de frivillige, at ministeren tager sig tid til at komme forbi og viser en oprigtig interesse for skolerne. Mattias Tesfaye har en rigtig god forståelse for betydningen af idrætsforeningernes fællesskaber, og jeg er sikker på, at foreningsidrætten og ministeriet kan hjælpe hinanden endnu mere i de kommende år,” siger Bent Clausen.

    OM DBU GET2 FODBOLDSKOLER:

    Et samarbejde mellem DIF, DBU og lokale fodboldklubber om at aflaste de frivillige kræfter og give børn og unge i udsatte boligområde mulighed for at deltage på fodboldskoler. Deltagerne betaler i modsætning til de klassiske fodboldskoler kun et symbolsk beløb.

    OM DIF GET2SPORT:

    DIF’s særlige indsats for at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv i udsatte boligområder. DIF get2sport aflaster de frivillige kræfter, så de kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer. DIF get2sport samarbejder pt. med 60 foreninger i 50 udsatte boligområder i 25 forskellige kommuner og får støtte fra satspuljemidlerne (udløber i 2021) og TrygFonden.

    DBU GET2 FODBOLDSKOLER I 2020:

    Uge 27: Ishøj IF, Høje Taastrup Idrætsforening/TG80, ACFC (Gellerup)
    Uge 28: Nakskov FC, AaB
    Uge 29: AIF/BS72 (Albertslund), Haderslev FK, Esbjerg IF 92
    Uge 31: NFC/Toreby (Lolland Falster), Høje Kolstrup B 81 (Aabenraa)
    Uge 32: Hundige Boldklub, Union/Brønshøj, Holbæk BI, Hasle BK, ACFC (Gellerup), Munkevængets F & I, B1909 (Vollsmose), FC Nørremarken (Vejle), Randers KFUM
    Uge 35: Viby IF, B52 Aalborg

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Lars Hestbech tlf.: 43262041 / 23323784 email: lhe@dif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/prm-tesfaye-pa-banen-i-ishoj?releaseId=13596363

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **