PRM / Dansk Byggeri: Egedal Kommune er “Årets Højdespringer”

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    Egedal Kommune tager i år et gevaldigt hop op af listen når det drejer sig om erhvervsvenlighed. Kommunen rykker fra nr. 57 i 2019 til plads nummer 15 i dette års rapport fra Dansk Byggeri om kommunernes erhvervsvenlighed. Den flotte fremgang betyder at Dansk Byggeri udmærker kommunen med prædikatet “Årets Højdespringer” som tituleres den kommune, der tager det største hop på listen.
    Vil ikke hvile på laurbærrene
    Egedal Kommune har som mål at være blandt de allermest erhvervsvenlige kommuner i hovedstadsregionen. Det mål er nået. Kommunen ligger på en flot 2. plads. Det glæder formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget.

    – Det er intet mindre end fantastisk. Det her har vi arbejdet så hårdt på, nemlig at være en erhvervsvenlig kommune. Nu høster vi for den politik, vi har fulgt i de seneste år. Vi har haft stort fokus på samarbejde mellem vores skoler og vores lokale virksomheder, dækningsafgiften blevet nedsat med 50 procent og ikke mindst er der nu et tæt samarbejde mellem kommunen og de lokale virksomheder, siger Charlotte Haagendrup.


    Egedal Kommune har taget flere initiativer i de seneste år, og har haft en klar strategi om at blive en mere erhvervsvenlig kommune. Borgmester Karsten Søndergaard er naturligt godt tilfreds med kommunens rekordhop.


    – Jeg har en klar ambition om at Egedal Kommune skal være blandt de bedste i Danmark når det kommer til at være en erhvervsvenlig kommune. Det er vi nu. Men vi hviler ikke på laurbærrene, vi fortsætter indsatsen. Vi skal kunne tilbyde vores lokale erhvervsliv de bedste vilkår. En godt og sundt erhvervsliv er ensbetydende med et højt serviceniveau og en økonomisk sund kommune. Vi har en ambition om at skabe verden bedste hverdag for Egedalborgerne – og det indebærer også masser af arbejdspladser lokalt – så det går hånd i hånd med vores erhvervsambitioner, siger Karsten Søndergaard.

    Følgende konkrete indsatser/resultater har påvirket resultatet:
    o Skatter og afgifter: Dækningsafgiften er nedsat med 50 procent fra 5,31 til 2,66.

    o Arbejdsmarked og uddannelse: Kommunen har pr. 24. januar 2020 indgået partnerskabsaftale med Dansk Byggeri og har en formuleret politik om, at folkeskolerne skal sende udskolingseleverne i erhvervspraktik.
    o Byggesagsbehandling: Kommunen har ændret så sagsbehandlingstid på erhvervssager i 2020 så den nu er 4 uger, hvor den tidligere var op til 12 uger.
    o Konkurrenceudsættelse af driftsopgaver: Kommunen har under CoVID 19 fremrykket anlægsopgaver.
    o Investeringsplanen: Renovering af skolerne, hvor de lokale inviteres til møde i løbet af efteråret, når hovedentreprenøren er valgt. Fremrykning af investeringer og anlægsopgaver.. Der er stor synlighed omkring vores udbud og kommende opgaver.
    o Arbejdsgarantien er forhøjet fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr., hvilket betyder at virksomhederne sparer penge til bankgarantier ved mindre opgaver for kommunen.
    o Udbudspolitik: Kommunen har under Coronakrisen fremskønnet investeringer, indført straksbetaling af regninger, og opfordrer vores lokale virksomheder til at byde på de opgaver vi har. Desuden har kommunen sat en “køb Lokalt” kampagne i gang.
    o Dialog: Rundbordssamtaler, basarer, virtuelle netværksmøder og arbejdsfrokoster danner grundlag for dialogen med erhvervslivet – med deltagelse af borgmester og udvalgsformand.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-egedal-kommune-er-arets-hojdespringer?releaseId=13595793

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **