PRM / Naturvenner glæder sig over CO2-afgift i ny klimaaftale

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Et bredt politisk flertal har i nat lavet den første klimahandlingsplan som led i klimalovens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

    Aftalen er landet, efter at flere politiske partier og flere andre aktører – blandt andet Danmarks Naturfredningsforening – har presset på for, at en CO2-afgift skulle være et bærende element i den grønne omstilling. Det er med nattens aftale nu en realitet, og udformningen af en grøn skattereform med CO2-afgift skal forhandles på plads efter sommerferien.

    Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, glæder sig over aftalen:

    – Det er afgørende, at et stort flertal i Folketinget nu for alvor tager hul på den grønne omstilling af vores samfund. Det er rigtig gode nyheder for klimaet, at det mest omkostningseffektive klimaværktøj vi har – nemlig en CO2-afgift – nu kommer i spil, for det er nødvendigt, hvis vi skal have en realistisk chance for at nå målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030, siger Maria Reumert Gjerding.

    Danmarks Naturfredningsforening lancerede denne søndag en kampagne, hvor foreningen sammen med tænketankene og erhvervsorganisationerne Cepos, SMVdanmark, Concito og Kraka indgik en alliance for at presse regeringen til at indføre CO2-afgift.

    – Jeg er rigtig glad for, at der er blevet lyttet til, hvad både vi og mange andre har sagt, og at regeringen sammen med et bredt flertal nu tager ansvar og melder klart ud, siger Maria Reumert Gjerding.

    Stadig langt til 19 mio tons

    Nattens politiske aftale indeholder reduktion for i alt 3,4 mio tons CO2 frem mod 2030, inklusiv den tidligere aftale for affaldsområdet. Aftalen betyder blandt andet oprettelsen af to nye energiøer inden 2030, penge til udfasning af olie- og gasfyr, og en række andre tiltag.

    – Den nye aftale er et godt skridt på vejen, men det er vigtigt at holde sig for øje, at der stadig er lang vej igen i forhold til at skulle reducere CO2-udledningen med 19 mio tons, som er nødvendigt for at nå målet i klimaloven, siger Maria Reumert Gjerding.

    Fortsat store problemer omkring biomasse.

    Hun glæder sig samtidig over, at der med den nye aftale er taget hul på at drøfte problemerne omkring afbrænding af træ til produktion af el- og varme i Danmark. Fx kunne TV2 for nyligt afdække, hvordan der i København brændes store mængder træflis fra Brasilien, hvor der er store problemer med bæredygtigheden.

    – Det er rigtig godt, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget nu anerkender, at den måde man har brugt biomasse på hidtil i Danmark har været uholdbar. Nu handler det om, at vi får stillet så skrappe krav som muligt til den biomasse, som fortsat bruges i Danmark, samtidig med der bliver lavet en klar plan for udfasning af biomasse i energisystemet. Vi vil i Danmarks Naturfredningsforening følge forhandlingerne tæt, og presse på for, at træerne i fremtiden kan stå i skovene og binde CO2, siger Maria Reumert Gjerding.

    Kontakt:

    Kasper Pihl Møller
    Presserådgiver i Danmarks Naturfredningsforening
    tlf: 26816228
    mail: kpm@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/naturvenner-glaeder-sig-over-co2-afgift-i-ny-klimaaftale?releaseId=13595738

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **