PRM / Transportministeren planter blodrød storkenæb i Hirtshals

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Det sker fredag den 19. juni kl. 10.00-12.00, når transportminister Benny Engelbrecht (S) sammen med Frank Erichsen (Bonderøven) og elever fra Horne Skole udplanter blodrød storkenæb på vejskrænten ved Ålborgvej for enden af Hirtshalsmotorvejen. Planterne er som led i projektet “Naturkommunen blomstrer vildt” blevet stiklingeformeret på Horne Gartneri fra vilde planter i naturområderne omkring Hirtshals.

    Fra gyvelkrat til blomstrende overdrev

    Da vejen i sin tid blev anlagt, såede man græs på skrænten. Efterfølgende har der spredt sig gyvel, som udkonkurrerer de vilde blomster. Derfor skal skrænten nu ryddes for gyvel, og det øverste græslag skal skrabes væk, så de vilde planter kan få lys og luft. I overdrevene omkring Hirtshals findes bl.a. blodrød storkenæb, smalbladet timian, tormentil, håret høgeurt og mange flere arter. De er levested for en lang række insekter og sommerfugle.

    Indgår i TV-serie til efteråret

    Eventen er en del af projektet “Giv os naturen tilbage”, som er en serie på fire afsnit, der sendes på DR1 til september. Projektet går ud på at give plads til mere vild natur i private haver, på erhvervs- og landbrugsarealer og ikke mindst langs veje og i rundkørsler. Derfor vil transportministeren (eller en repræsentant for Vejdirektoratet) under fredagens seance fortælle om målene for biodiversitet i vejkanterne.

    Fakta:

    • Vejdirektoratet står for etableringen.
    • Planterne vil være mere eller mindre bunddækkende og dermed uden pleje, men der vil være brug for at rydde gyvel hvert andet år.
    • Blodrød storkenæb er en karakterplante for grønsværklitterne. Det er en flerårig plante, der danner tætter tuer eller bunddækkende bevoksninger. Planten har en lang blomstringstid og bladene kan ses hele året. Der kan laves stiklinger.
    • Sortbrun blåfugl har sit eneste levested i Danmark mellem Tornby og Skiveren i klitter med bestande af blodrød storkenæb, som er den eneste plante larven lever af. Sortbrun blåfugl er på den Danske Rødliste anført som sårbar. Hvis den forsvinder fra Hjørring Kommune, vil den uddø i Danmark.

    Kontakt:

    Transportministeren: Pressechef Martin Hein – 4185 1483.

    Vejdirektoratet: Christina Steenbeck – 6193 0420

    Hjørring Kommune: Dorte Reinholdt – 4122 3244

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/transportministeren-planter-blodrod-storkenaeb-i-hirtshals?releaseId=13595123

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **