PRM / Godt med styrket fokus på opkvalificering af ufaglærte ledige – indtil vi igen er på rette kurs

    Pressemeddelelse fra Lederne

    Hos Lederne glæder det, at regeringen i sit nye opkvalificeringsudspil sætter fokus på en midlertidig oprustning af opkvalificeringen af ufaglærte ledige, samtidig med at de fem eksisterende ordninger for erhvervsrettede kurser samles i en ordning.

    I udspillet lægges op til et uddannelsesløft blandt ufaglærte ledige til faglærte ved, at man i år og næste år giver ufaglærte ledige ret til at tage specifikke erhvervsuddannelser med 110 procent dagpenge i ryggen.

    Og det giver mening i den nuværende situation, mener Kim Møller Laursen, analysechef i Lederne.

    – Det er fornuftigt, at ufaglærte ledige i en periode får bedre muligheder for at tage en erhvervsuddannelse, når vi ved, vi får brug for flere faglærte i fremtiden. Samtidig er det vigtigt, at det bliver inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, så de mange kriseramte virksomheder kan stå med en stærk medarbejderskare på den anden side af krisen, siger Kim Møller Laursen.

    Godt med styrkelse af de korte jobrettede kurser

    I regeringens nye udspil lægges også op til en styrkelse af de korte jobrettede kurser. Det mener Ledernes analysechef er positivt. Men Kim Møller Laursen havde gerne set en generel forbedring af, at også ledige med en videregående uddannelse fik bedre muligheder for at opkvalificere sig, da personer med videregående uddannelse også rammes af ledighed under den nuværende krise.

    – Samtidig savner vi et fokus på en forbedring af jobkvalificeringsordningen i udspillet, så ledige med et konkret job på hånden hurtigt kan få tilskud til den nødvendige opkvalificering i forbindelse med ansættelsen, siger Kim Møller Laursen.

    Derudover påpeger Ledernes analysechef, at det er vigtigt at huske på, at opkvalificering ikke er løsningen på alt. For en styrket opkvalificeringsindsats må ikke ske på bekostning af ansættelser med løntilskud og virksomhedspraktik, understreger han.

    – For mange vil den mest effektive vej ind på arbejdsmarkedet være en virksomhedsrettet indsats. Derfor har vi for nyligt foreslået, at man i en overgangsperiode forlænger det antal uger, man kan være i virksomhedspraktik, siger Kim Møller Laursen.

    Lederne har desuden også foreslået, at regeringen søger EU om dispensation, så blandt andet ledige nyuddannede og ledige seniorer hurtigere kan få tilbud en privat løntilskudsansættelse.

    Kontakt:

    Presse- og analysekonsulent Diana Bengtsen tlf.: 2399 4962 email: dib@lederne.dk

    Analysechef Kim Møller Laursen tlf.: 2428 2466 email: kml@lederne.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/godt-med-styrket-fokus-pa-opkvalificering-af-ufaglaerte-ledige-indtil-vi-igen-er-pa-rette-kurs?releaseId=13594934

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **