PRM / Opkøb af naturgas- og varmeservicekunder i SEAS-NVE

    Pressemeddelelse fra OK

    I september 2019 offentliggjorde Ørsted og SEAS-NVE, at der var opnået enighed om, at Ørsteds netselskab Radius Elnet, privatkundeforretningen og udendørsbelysningsforretningen blev solgt til SEAS-NVE. Handlen afventer konkurrencemyndighedernes og Energistyrelsens godkendelse.

    Myndighedsbehandlingen er nu så fremskreden, at SEAS-NVE kan reagere på et forbehold, der er rejst i processen. Forbeholdet, som omhandler SEAS-NVE’s position på gasmarkedet medfører frasalg af 107.000 gaskunder. På grund af den naturlige sammenhæng mellem forretningsenhederne har SEAS-NVE valgt også at afhænde varmeserviceforretningens 44.000 kunder. Køberen er fundet, idet det forbrugerejede OK og SEAS-NVE har skrevet under på salget, som nu skal vurderes af konkurrencemyndighederne.

    Jesper Hjulmand er glad for, at det netop er OK, som overtager gas- og varmeservicekunderne:

    SEAS-NVE: OK er et godt ‘hjem’

    “SEAS-NVE og OK har meget til fælles. Som andelsselskaber deler vi mange værdier i relation til ansvarlighed, samfundets udvikling og fokus på forbrugeren. Det ligger indlejret i vores strategier. Jeg er overbevist om, at vi har fundet et godt nyt ‘hjem’ til kunderne fra Ørsted”.

    OK glæder sig også over at kunne øge sin kundeportefølje og dermed styrke sin position på naturgasmarkedet, lyder det fra CEO Jørgen Wisborg.

    “Som energivirksomhed og som danskejet andelsselskab, der gennem mange år har forsynet danskerne med energi, er jeg ikke i tvivl om, at det her er et godt match. Vi er eksperter i kundeservice og i at håndtere abonnementskunder på energimarkedet og tilbyder digitale og innovative løsninger, der gør det nemt og bekvemt at være kunde i OK. Så vi glæder os meget til at byde vores nye kunder velkomne,” siger han.

    Om myndighedskravet siger Jesper Hjulmand:

    “SEAS-NVE havde set frem til at skulle tilbyde endnu flere naturgaskunder attraktive løsninger, men vi accepterer naturligvis myndighedskravet. Gasmarkedet er midt i en modningsproces, hvor konkurrencen løbende bliver mere og mere intens. Derfor har vi forståelse for myndighedernes vurdering.”

    Handel forventes gennemført i efteråret

    Energikoncernen OK, som gik ind på naturgasmarkedet i 2010, forsyner også danskerne med alt fra brændstof og bilvask til el og varmepumper. Og Jørgen Wisborg ser mange muligheder i opkøbet:

    “I OK vil vi levere den energi, danskerne efterspørger. Nu og i fremtiden. Derfor tilbyder vi en lang række energiprodukter og har kapaciteten til at servicere på flere forskellige markeder. Der er ingen tvivl om, at vi nu bliver en betydende spiller på naturgasmarkedet, men skulle vores nye kunder have andre energibehov, er vi jo fx også Danmarks største leverandør af varmepumper”, siger Jørgen Wisborg.

    Der indgår ingen fysiske aktiver i handlen. Et lille antal medarbejdere vil følge med fra Ørsted til OK, når salget er endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne. SEAS-NVE vil fortsat være aktiv på naturgasmarkedet med sine 128.000 naturgaskunder og 27.000 varmeservicekunder samt erhvervskunder i Danmark og Sverige.

    OK kan byde naturgaskunderne velkomne, når myndighederne har godkendt handlen, hvilket forventes at blive først på efteråret 2020.

    Kontakt:

    Rasmus Boserup, pressechef OK, +45 89322227 / Mobil: +45 24971525, rabo@ok.dk
    Morten Kidal, pressechef SEAS-NVE, +45 2170 3799, mkl@seas-nve.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/opkob-af-naturgas–og-varmeservicekunder-i-seas-nve?releaseId=13594678

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **