PRM / Sådan vil danskernes forbrug ændre sig på den anden side af corona-pandemien

    Pressemeddelelse fra YouGov Denmark

    Selv om Danmark har fået godt styr på coronavirussen og er begyndt at åbne landet igen, så holder danskerne igen med at bruge penge, og mere end hver fjerde (29%) forventer også fremadrettet at spare mere op.

    YouGov har lanceret en COVID-19 market predictor, som tager temperaturen på markedet og kortlægger forbrugernes forventninger til forbrug og deres investerings- og risikovillighed inden for en række brancher og områder.

    YouGov har spurgt danskerne, hvordan de forventer, deres forbrug vil se ud fremover i forhold til før corona-pandemien. De områder, som ser ud til at få det største positive løft, er indenrigsrejser og danskproducerede varer.

    Her forventer danskerne at øge deres forbrug

    Hver tredje dansker (35%) forventer at bruge mere på ferie i Danmark fremover. Heraf forventer hver fjerde dansker (26%) at bruge lidt mere, og 8% forventer at bruge meget mere. Det er især den yngre del af befolkningen under 40 år, som forventer at øge deres forbrug af ferier i Danmark (40% mod 32% i den resterende del af befolkningen).

    Hver tredje dansker forventer også at øge deres forbrug af danske varer. Heraf forventer 31% at købe flere danske fødevarer fremadrettet, mens 29% forventer at købe mere af andre danske varer fremadrettet.

    Der er også en del områder, hvor danskerne forventer at mindske deres forbrug fremadrettet.

    Her forventer danskerne at mindske deres forbrug

    Hver tredje dansker forventer at rejse mindre til udlandet fremadrettet. Hver femte (21%) vil rejse lidt mindre til udlandet end før, mens hver tiende (11%) vil rejse meget mindre til udlandet.

    Andre områder, hvor mere end hver femte vil reducere deres forbrug, er på udenlandske fødevarer (22%), restaurant og cafébesøg (20%) og offentlig transport (20%).

    Vær på forkant med nye forbrugermønstre

    Da YouGov COVID-19 market predictor gentages regelmæssigt, kan YouGov analysere forbrugernes generelle optimisme/pessimisme, deres tillid til egen økonomi samt temperaturen på markedet.

    Kontakt os og hør mere om mulighederne med vores market predictor

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er baseret på interview med 1988 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet i perioden 12. maj til 18. maj 2020.

    Kontakt:

    Nordic Marketing Manager, PR og Marketing Tove Keldsen tlf.: +45 3142 6154 email: tove.keldsen@yougov.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sadan-vil-danskernes-forbrug-aendre-sig-pa-den-anden-side-af-corona-pandemien?releaseId=13594584

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **