PRM / Fornuftig sommerhjælp til virksomheder i en coronatid – nu skal der tænkes langsigtet

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Der var gode sommernyheder til landets coronaramte virksomheder, da regeringen og arbejdsmarkedets parter i dag kunne fortælle, at den øjeblikkelige lønkompensationsordning forlænges frem til og med den 29. august.

    “Det er positivt, at man på denne måde så at sige har sommersikret virksomhederne på den korte bane. Vi har tidligere efterspurgt en forlængelse af lønkompensationsordningen, og det imødekommer man med den nye aftale,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Han understreger dog samtidig, at der vil være brug for også at kigge på behovet for mere langsigtede løsninger, når den nuværende lønkompensationsordning udløber i slutningen af august – ikke mindst når det gælder landets eksportvirksomheder.

    “Mange virksomheder vil først den kommende tid for alvor mærke konsekvenserne af coronakrisen, når manglen på nye ordrer begynder at sætte sit præg på bundlinjen. Vi har derfor brug for en klar, tydelig og langsigtet plan for, hvordan erhvervslivet – og dermed Danmark – kommer på fode igen. Det kan for eksempel være i form af en halvering af momsen resten af året, så vi styrker og fastholder private arbejdspladser,” siger Troels Blicher Danielsen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 72 14 20 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fornuftig-sommerhjaelp-til-virksomheder-i-en-coronatid-nu-skal-der-taenkes-langsigtet?releaseId=13594631

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **