PRM / “Thea” fejrer 15-års jubilæum hos Louis Nielsen

    Pressemeddelelse fra Louis Nielsen

    Dorthea Jessen er et velkendt ansigt i Kolding, hvor hun blot går under navnet “Thea”. Dorthea Jessen har nemlig været en fast del af Koldings bybillede i 15 år, idet hun i disse dage fejrer 15-års jubilæum hos Louis Nielsen i Kolding i Østergade 4. Dorthea Jessen har været med hos Louis Nielsen siden 2005, da butikken lå i Søndergade.

    “Jeg er egentlig uddannet isenkræmmer i 1982, og efter nogle år i den rolle sværgede jeg, at jeg ikke skulle stå i butik igen, men så meldte Louis Nielsen sig på banen, og i dag kan jeg fejre 15-års jubilæum”, fortæller Dorthea Jessen og smiler.

    Der er flere grunde til, at det er blevet til hele 15 år i butikken, men det mest tungtvejende er den forskel, optikerassistenten føler, at hun gør for kunderne hver dag.

    “Jeg hjælper kunderne med deres syn, og det sætter de virkelig stor pris på. Nogle kunder kan ikke se, når de kommer, og de går igen med et bedre syn, fordi de har fået nye briller. De takker mig og er glade, og det er virkelig dejligt. Jeg elsker at gøre dén forskel, fortæller hun.

    At Dorthea Jessen gør en forskel, er der ingen tvivl om. Morten Bense, der for nyligt købte Louis Nielsen i Kolding i Østergade 4, har allerede set, hvad det er, Dorthea Jessen er så god til.

    “Thea” er enormt god til at sætte sig i kunderne sted og til at lytte til, hvad de fortæller. Ud fra det anbefaler hun så en løsning, og det slår næsten aldrig fejl. Det er virkeligt imponerende, og som helt ny indehaver af butikken lærer jeg meget af Thea, fortæller han.

    Dorthea Jessen har bygget ovenpå sin uddannelse som optikerassistent, som hun fik i starten af 00’erne. Hun har siden taget en uddannelse som Optical dispenser, som er Louis Nielsens egen uddannelse, der gør optikerassistenter endnu dygtige til deres fag. Dorthea Jessen var en af de første til at tage den uddannelse. Og det kendetegner Dorthea Jessen, at hun ønsker at lære mere.

    “Jeg er glad for at lære nyt og blive bedre til mit arbejde. Det hjælper både kunderne og mig selv, så det er en win win, fortæller hun.

    Overrasket af kollegerne – og datteren

    Dorthea Jessen blev fejret mandag morgen af kollegerne i butikken helt uden, at hun selv vidste det. Og blandt kollegerne var også Dorthea Jessens 18-årige datter, Caroline Glæsner, der udover at være hendes datter også er hendes kollega. Caroline Glæsner gør nemlig rent i butikken.

    “Caroline skulle meget tidligt afsted den morgen, fordi hun skulle på gymnasiet, sagde hun. Det tænkte jeg ikke nærmere over, så da hun stod klar i butikken sammen med mine kolleger og overraskede mig, blev jeg meget glad, fortæller Dorthea Jessen, der blev overrasket med lykønskninger og blomster.

    Indehaver med opfordring: Kom forbi og sig tillykke
    Indehaver og chefoptiker, Morten Bense, glæder sig til for alvor at kunne fejre Dorthea Jessen, men corona gør, at det ikke er muligt at lave den stor fest. Derfor håber indehaveren, at folk vil kigge forbi, når de er i nærheden og ønske jubilaren tillykke.

    “Vi glæder os til at fejre Thea på behørig vis, så muligheden igen byder sig, men indtil videre håber jeg da, at en masse vil kigge forbi og ønske tillykke, fortæller Morten Bense og smiler.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/thea-fejrer-15-ars-jubilaeum-hos-louis-nielsen?releaseId=13594618

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **