PRM / Dansk Metal: Klimarådets anbefaling om 8. udbudsrunde tager ikke hensyn til arbejdspladser

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Dansk Metals cheføkonom, Thomas Søby, ser med interesse på den nye rapport fra Klimarådet om 8. udbudsrunde, men påpeger, at politikerne skal tage en beslutning ud fra et samlet syn på sagen og ikke kun ud fra klimamæssige overvejelser:

    “Klimarådet vurderer kun ud fra klimamæssige hensyn, men i sagen om 8. udbudsrunde er der jo også et andet og fuldstændig vigtigt element omkring arbejdspladser og økonomi. Den del er de ikke blevet bedt om at regne på, og når politikerne skal træffe en beslutning, så skal de jo have det hensyn med, at mange danskere vil miste deres arbejdspladser,” siger Thomas Søby.

    Blandet andet derfor er Dansk Metal ikke enig med Klimarådets anbefaling:

    “Klimarådets klare anbefaling om ikke at gennemføre 8. udbudsrunde deler vi ikke. Det står eksplicit i rapporten, at der ikke er taget hensyn til profit hos danske underleverandører. Det synes jeg er en mangel, men hvad værre er, at der heller ikke ofres et eneste ord på den beskæftigelse, der skabes på og omkring aktiviteterne i Nordsøen. Det peger i retning af, at omkostningerne ved ikke at gennemføre 8. udbudsrunde undervurderes, da arbejdspladserne vil rykke til udlandet,” siger Thomas Søby.

    Derudover hæfter Thomas Søby sig særligt ved den beskedne betydning, som et stop for 8.udbudsrunde vil have for de danske udledninger og for 70-procentmålet i 2030:

    “Jeg noterer mig, at Rådets vurdering er, at en gennemførelse af 8. udbudsrunde vurderes at have en meget beskeden betydning for de danske udledninger og 70-procentmålet. Det er en vurdering, der er grundigt underbygget i rapporten og som jeg deler,” siger Thomas Søby og slutter:

    “Klimarådets bedste argument for ikke at gennemføre 8. udbudsrunde er signalværdien til omverdenen. Jeg anerkender, at Danmark har en vigtig position som rollemodel, men jeg synes det er voldsomt at ofre tusindvis af arbejdspladser i hele Danmark og offentlige indtægter på en aflysning, der har begrænsede reelle effekter.”

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-klimaradets-anbefaling-om-8-udbudsrunde-tager-ikke-hensyn-til-arbejdspladser?releaseId=13594520

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **