PRM / COVID-19: Partier bag aftale om hjælp til rejsebranchen nedsætter ekspertgruppe

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Corona-krisen har sat sine spor i dansk økonomi, og derfor har regeringen og Folketingets partier lavet hjælpepakker for et trecifret milliardbeløb.

    Ikke mindst rejsebranchen er hårdt ramt.

    Derfor valgte regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier (Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet) at lave en særskilt hjælpepakke til rejsebranchen, som bl.a. indeholder en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 725 mio. kr.

    I aftalen valgte man også at kigge nærmere på en såkaldt voucher-løsning på EU-plan. Det har vist sig ikke at være en mulighed.

    Derfor har aftaleparterne i dag valgt at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på alternative muligheder for at hjælpe rejsebranchen.

    “Det er vigtigt for mig at slå fast, at danske forbrugere har de samme rettigheder, som de hele tiden har haft, nemlig at rejsearrangøren skal betale pengene for den aflyste rejse tilbage. Men der er også brug for hjælp til branchen, og jeg er sikker på, at vi alle ønsker, der også er et sted at booke ferien på den anden side af corona. Derfor nedsætter vi nu en ekspertgruppe, der skal kigge på, hvilke andre muligheder der er for at finde en løsning for rejsebranchen. Det ser jeg frem til at drøfte,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

    Det forventes, at ekspertgruppen kommer med sine forslag i næste uge.

    For yderligere kontakt:

    Er du forbruger og oplever, at rejseudbydere ikke lever op til reglerne på området, så kan du klage til Pakkerejse-Ankenævnet. Find mere information på https://www.pakkerejseankenaevnet.dk/forside/

    Kontakt:

    Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/covid-19-partier-bag-aftale-om-hjaelp-til-rejsebranchen-nedsaetter-ekspertgruppe?releaseId=13594504

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **