PRM / Ny trepartsaftale betyder, at flere uddannes til ledighed på handelsområdet

    Pressemeddelelse fra HK Handel

    I går aftes lykkedes det at lande en aftale i trepartsforhandlingerne på erhvervsuddannelsesområdet. Aftalen omhandler arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, som igennem en årrække har beløbet sig op på knap 6 mia. kr.

    En beslutning om midlernes allokering har på det seneste presset sig på af Rigsrevisionens øgede fokus på puljen - dels i kraft af dens beløbsstørrelse, og dels på grund af den særlige tid vi befinder os i.

    Aftalen skal tilskynde, at flere virksomheder tager lærlinge/elever, men tager imidlertid ikke højde for de områder, hvor der ikke er praktikpladsmangel.

    På detailhandelsområdet, som er det største erhvervsuddannelsesområde på det private arbejdsmarked, når aftalen ikke i mål, fordi antallet af lærepladser ideelt set bør afspejle detailbranchens aktuelle arbejdskraftsbehov.

    "Aftalen kan indebære, at flere unge uddannes til arbejdsløshed især på detailhandelsområdet," siger HK Handels formand Per Tønnesen.

    På detailhandelsområdet er det allerede nu sådan, at cirka 30 % af de nyudlærte salgsassistenter må stille sig op bagest i ledighedskøen efter endt uddannelse. De har ringe udsigter til fortsat beskæftigelse inden for det fagområde, de er uddannet til, fordi de ikke har megen erfaring og dermed for meget plads på cv'et til at kunne besætte de få heltidsjobs, der er til rådighed.

    "Jeg håber, at aftalen er god på de øvrige fagområder og kan medvirke til at skabe flere lærepladser, hvor der nu og fremover er behov for mere faglært arbejdskraft," siger Per Tønnesen.

    "Jeg synes, man skal have en aftale, hvor man gerne overkompenserer de virksomheder, der påtager sig at uddanne unge på områder, hvor der skønnes at være behov for mere faglært arbejdskraft. Og så må de virksomheder, hvor der allerede i dag uddannes tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft, nøjes med mindre eller ingen kompensation på de områder, hvor der uddannes for mange," fortsætter Per Tønnesen.

    "Det er de råd, vi har givet op til forhandlingerne, og det, synes jeg, man skulle have lyttet til," siger Per Tønnesen.

    Kontakt:

    HK Handel pressekontakt:

    Tess Tonsgaard Heidemann
    Tlf. 2679 1979
    tess.tonsgaard.heidemann@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-trepartsaftale-betyder-at-flere-uddannes-til-ledighed-pa-handelsomradet?releaseId=13594257

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **