PRM / NEXT er klar med nye uddannelser på Vestegnen

    Pressemeddelelse fra NEXT Uddannelse København

    Uddannelse er en af vejene til en god fremtid, og nu får unge på Vestegnen og omegn flere at vælge imellem.

    NEXT Uddannelse København udbyder fra august flere industri- og businessuddannelser på Vejlebrovej 65 i Ishøj.

    Det er godt nyt for Vestegnen og områdets uddannelsessøgende, mener Ole Heinager, der er administrerende direktør på NEXT Uddannelse København.

    – Uddannelse er en god investering for den enkelte, fordi det ofte er fundamentet for at kunne skabe sig en god fremtid. For Vestegnen er det også en god nyhed, da lokale uddannelsestilbud er vigtige for, at det er et godt sted at leve og bo, siger Ole Heinager.

    Helt konkret vil NEXT åbne industriuddannelserne procesoperatør-, industrioperatør, værktøjsmager- og industriteknikeruddannelsen samt businessuddannelserne detail-, handel- og eventkoordinatoruddannelsen.

    Håber på godt samarbejde med erhvervslivet

    Kommunerne på Vestegnen er hjemsted for mange virksomheder. For eksempel er der op mod 50 industrivirksomhederne bosiddende i Ishøj Kommune. Derfor forventer NEXT, at der vil blive rift om både lærlinge og færdiguddannede fra NEXT i Ishøj.

    – Virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og det gælder særligt nogle af de brancher, som de nye uddannelser retter sig mod. NEXTs udvidede uddannelsesudbud er derfor også godt nyt for virksomheder på Vestegnen, siger Ole Heinager, som håber på et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

    – Vi har i forvejen et godt samarbejde med mange af virksomhederne på Vestegnen, som skal have ros for at tage et stort uddannelsesansvar, blandt andet fordi de kan se, at lærlinge i flere tilfælde er et friskt pust på en arbejdsplads, da de kommer med en ny tilgang og ofte også ny viden, siger han.

    Spritnyt multiværksted og ny kantine

    Åbningen af de nye uddannelser sker i forbindelse med en større modernisering af NEXTs lokaler i Ishøj. Der er blandt andet ved at blive etableret et stort og moderne multiværksted, som skal huse de nye industriuddannelser.

    – Vestegen er et vigtigt område for os, og det er derfor, vi har bygget et nyt gymnasium i Albertslund, og at vi samtidig er i gang med en større modernisering af vores bygning i Ishøj, siger Ole Heinager.

    Ud over det nye værksted vil en ny og moderne kantine også stå færdig til sommer. Vejlebrovej 65 i Ishøj huser i forvejen NEXTs elektriker- og smedeuddannelse, Sydkysten Gymnasium (stx, htx og hhx), 10. klasse, forskellige eux businessuddannelser – det er uddannelser, hvor de praktiske og det boglige er kombineret samt grundforløb 1, der er første trin af en erhvervsuddannelse for elever direkte fra folkeskolen.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Nikolaj Bech Petersen, tlf. 20 84 01 50

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/next-er-klar-med-nye-uddannelser-pa-vestegnen?releaseId=13593611

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **