PRM / Nyt sundhedsprojekt i Hjørring Kommune

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Vores Sunde Hverdag foregår i samarbejde med Region Nordjylland, Region Hovedstaden, Aalborg Universitet, Steno Diabetes Center Copenhagen og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. Ud over Hjørring Kommune deltager tre andre kommuner i projektet. Projektet er finansieret af fondsmidler og støttes blandt andet af Trygfonden, Helsefonden og Danske Regioner.

    Ambitionen med Vores Sunde Hverdag er at skabe positive og målbare forandringer i borgernes mentale sundhed, trivsel og livskvalitet i Hjørring kommune. Målet er at skabe rammerne for et sundt hverdagsliv gennem involvering af borgere, kommune og lokale og nationale interessenter, f.eks. NGO’er og erhvervsliv i udvikling af specifikke indsatser.

    “Hvis vi skal øge den mentale sundhed hos borgerne i Hjørring kommune, er det afgørende at tage fat der hvor vi virkelig kan gøre en forskel. Derfor har vi valgt at projektet skal tage udgangspunkt i målgruppen familier, med særlig opmærksomhed på børn og unge, og herunder piger og unge kvinder”, siger Mai-Britt Beith Jensen, Formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune.

    Udover at arbejde med at styrke den mentale sundhed i Hjørring Kommune generelt, vil projektet også sætte fokus på et specifikt lokalområde, for at understøtte lokale fællesskaber til gavn for områdets sundhed og trivsel. I Hjørring Kommune er Bindslev og Tversted udvalgt som et samlet lokalområde. Her er der et godt grundlag for samarbejde mellem borgere, foreninger, erhvervsliv, de kommunale institutioner og projektets forskere.

    “Bindslev og Tversted er et oplagt valg. Der er et stærkt sammenhold og mange aktive borgere, som kan gå foran og vise vejen for resten af Hjørring Kommune. Der sker mange spændende ting i Bindslev-Tversted, og lokalområderne kan være vigtige frontløbere i forhold til at udvikle Hjørring Kommunes samlede sundhedsindsats. Vi er spændte på at høre, hvad borgerne i området ser af muligheder på et så afgørende område som sundhed”, siger Per Møller, Formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.

    Forskergruppen bag Vores Sunde Hverdag håber, at projektet kan være med til at etablere nye samarbejder på tværs af både kommunale og lokale aktører. “De konkrete løsninger er ikke defineret på forhånd, men bliver udviklet undervejs i et samskabende forløb med lokale og kommunale kræfter” fortæller Henrik Vardinghus-Nielsen, Lektor ved Aalborg Universitet og en del af forskergruppen i Vores Sunde Hverdag.

    Fakta om projekt Vores Sunde Hverdag

    • Et sundhedsfremme- og samskabelsesprojekt med fokus på sundhed og trivsel for borgerne gennem samarbejde på tværs af kommunen og med inddragelse af borgere og andre aktører.
    • Hjørring Kommune samarbejder om projektet med Region Nordjylland, Region Hovedstaden, Aalborg Universitet, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og Steno Diabetes Center Copenhagen. Trygfonden, Helsefonden og Danske Regioner støtter projektet.
    • Udover Hjørring Kommune deltager tre andre kommuner i projektet, og målet er at udvikle en forskningsbaseret model, som danske kommuner kan bruge i arbejdet med at fremme borgernes sundhed og trivsel.

    Kontakt:

    Lokalkoordinator Mette Krobath Henningsen, tlf. 91 17 11 73, e-mail mette.henningsen@hjoerring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-sundhedsprojekt-i-hjorring-kommune?releaseId=13593500

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **