PRM / Ny rapport: Alt for mange børn i Danmark oplever svigt

    Pressemeddelelse fra Børns Vilkår

    Danmark kunne være verdens bedste land at vokse op i, men der er endnu et godt stykke vej til målet. Mange børn udsættes fortsat for vold og overgreb, og der er igen et stigende antal børn, der oplever, at de bliver mobbet.

    Det er nogle af konklusionerne i rapporten ‘Status 2020: Svigt af børn i Danmark’, som Børns Vilkår og TrygFonden for fjerde år i træk står bag. Rapporten belyser 13 forskellige former for svigt af børn i Danmark og samler den nyeste viden og forskning på børne- og ungeområdet.

    Rapporten viser blandt andet, at antallet af anmeldelser om fysisk vold mod børn er steget kraftigt – fra 3.292 anmeldelser i 2014 til 6.867 anmeldelser i 2019. Den 1. april 2019 blev det også gjort strafbart at udøve psykisk vold, men til trods for den nye lovgivning er der kun foretaget 53 anmeldelser af psykisk vold mod børn i 2019, hvilket uden tvivl er langt under det reelle omfang.

    Børn får ikke den nødvendige hjælp fra myndighederne
    “Desværre er årets rapport trist læsning. Der er for mange børn i Danmark, som oplever alvorlige svigt – i flere tilfælde svigt, der forstærkes af, at de ikke får den hjælp, som de har brug for. Vi kan for eksempel se, at udsatte børn og unge inddrages for lidt i myndighedernes beslutninger om deres liv, hvilket vi ellers ved, har stor betydning for deres trivsel og tillid til systemet,” siger direktør i Rasmus Kjeldahl.

    Rapporten henviser blandt andet til en undersøgelse, der viser, at sagsbehandlingen af børnesager ofte ikke lever op til lovkravene. I 44 procent af sagerne afholder sagsbehandlerne for eksempel ikke en børnesamtale, inden de træffer afgørelse i sagen.

    “Børn er det råstof, vi skal bygge fremtidens samfund på. Som et velfærdssamfund har vi en forpligtigelse til at sørge for, at de mest udsatte og sårbare børn får den støtte og den hjælp, der er nødvendig for, at de kan føle sig trygge – f.eks. i mødet med det offentlige system. Vi vil arbejde for, at børnenes rettigheder bliver prioriteret,” siger Rie Odsbjerg Werner, administrerende direktør i TrygFonden.

    Flere danskere kender underretningspligten
    Et af de værn, der skal beskytte børn mod svigt og vold i hjemmet, er underretningssystemet. Og her er der godt nyt, om end der stadig er lang vej til målet.

    En ny Gallup måling, som indgår i rapporten, viser, at andelen af voksne danskere, der kender eller har hørt om underretningspligten, er steget fra 53 til 69 procent på tre år. Dermed er flere danskere nu bevidste om, at de har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vold, overgreb eller lever under forhold, som bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

    Dog viser målingen også, at det kun er halvdelen, der ville lave en underretning, hvis de mistænkte, at et barn var udsat for fysisk vold, og færre end tre ud af ti ville underrette kommunen, hvis de fik kendskab til psykisk vold mod børn. Der er altså fortsat et stort behov for at oplyse om vigtigheden af at gribe ind og hjælpe børn, hvis der er mistanke om, at de er udsat for svigt.

    Rapporten viser også, at der for første gang i flere år ses en stigning i antallet af børn, der oplever at blive mobbet. Tallene viser en stigning på 16 procent de seneste to år – fra 8,0 til 9,3 procent. Dermed har knap hvert tiende barn i 4.-9. klasse følt sig mobbet i skoleåret 2018/2019.

    Øvrige nøgleresultater i rapporten

    · Antallet af anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn i alderen 0-19 år er næsten fordoblet de seneste 10 år – fra 701 i 2010 til 1.317 i 2019

    · Mindst et barn i hver klasse oplever, at de voksne i hjemmet drikker for meget.

    · Mange flere konfliktfyldte og komplekse skilsmissesager i Familieretshuset end forventet. Antallet af sager om forældremyndighed og bopæl er steget med 37 procent siden 2018.

    · Børn med syge forældre trives langt dårligere end jævnaldrende

    · Stadig flere børn får psykiatrisk behandling. Der er kortere ventetid nu end for få år siden, og antallet af tvangsforanstaltninger er faldet.

    Kontakt:

    Pressetelefon tlf.: 20204459

    Pressemedarbejder Michael Wibe tlf.: 40888324 email: miwi@bornsvilkar.dk

    Pressechef Julie Troldborg tlf.: 29 80 18 45 email: jutr@bornsvilkar.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-rapport-alt-for-mange-born-i-danmark-oplever-svigt?releaseId=13593761

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **