PRM / Chefstrateg om coronavirus og økonomi: det skal vi holde øje med

    Pressemeddelelse fra Demetra Analyse

    I finansvirksomheden Demetra har vi foretaget den økonomiske analyse på baggrund af forventningerne til pandemiens ophør samt forventningerne til husholdningernes efterfølgende økonomiske adfærd. Vi antager, at udviklingen af pandemien vil vare fem måneder – muligvis 10 – hvilket betyder, at pandemien vil vare yderligere to kvartaler.

    I lignende situationer er der som regel gået 6-9 måneder, før recessionen har materialiseret sig, men i dette tilfælde vil vi sandsynligvis se den i løbet af andet kvartal 2020.

    Bliver recessionen til depression
    Ved finanskrisen i 2008 oplevede vi en recession på 18 måneder. Hvis det samme gør sig gældende i denne situation, vil vi tidligst være ude af recessionen i efteråret 2021. Der er dog grund til at antage, at den nuværende recession vil vare længere og dermed sandsynligvis vil føre til en depression, der kan forlænge den økonomiske nedtur, så den varer helt op til 30 måneder. Depressionen vil komme, hvis den negative spiral kommer ud i den brede befolkning. Det vil sige, at den økonomiske udvikling fører til deflation som følge af en svækkelse af industriråvarerne. Dette vil ske, hvis forbrugerne ikke længere efterspørger varer til industriel forarbejdning. Det er derfor tilrådeligt at holde øje med prisudviklingen på netop industriråvarer.

    Tyskland og USA
    Historien viser os, at USA leder Tyskland, hvorfor det må forventes, at så snart USA kommer i recession, vil de samme ske for vores tyske naboland. Det gælder dog også, at det amerikanske marked vil påvirke det tyske i opsvingsfasen, hvilket betyder, at det økonomiske opsving først vil komme til Tyskland – og dermed Europa – i tiden efter, at USA er på vej op igen.

    Indfri fastforrentede lån
    Ud fra udviklingen i konjunkturerne, antages det, at vi vil se et dybt rentefald i løbet af nogle måneder. Det er derfor fordelagtigt at få indfriet lån med en fast rente og i stedet låne i korte renter. Desuden er investeringer i obligationer en god mulighed.

    Kontakt:

    Kontaktoplysninger
    Svend Jørgen Jensen
    sjj@demetra.dk
    Direkte: +45 87 22 90 81
    Mobil: +45 20 16 97 14

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/chefstrateg-om-coronavirus-og-okonomi-det-skal-vi-holde-oje-med?releaseId=13591496

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **