PRM / Coop.dk åbner for levering til særligt udsatte

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Danskerne bestilling af dagligvarer leveret til døren er flere-doblet de seneste uger.

    På Coop.dk MAD har man mere end fordoblet antallet af kunder. I sidste uge blev terminalen i Vallensbæk udvidet med 50 nye medarbejdere og der er etableret nathold.

    Men trods dette er leveringstiderne stadig langt længere end normalt, hvor man kan levere fra dag til dag i store dele af Danmark.

    Derfor opretter Coop.dk MAD nu en særlig service til de, der har vanskeligst ved selv at komme ud og handle i de fysiske butikker.

    Der vil være en række leveringstider, som er forbeholdt ældre, syge eller andre særligt udsatte. I første omgang gælder det i Storkøbenhavn med levering i tidsrummet 13-16.


    “Vi er lige nu i en helt særlig situation. Vi får mange henvendelser fra borgere, som ikke må eller kan gå uden for deres hjem, som ikke kan forstå, at vi ikke kan levere hurtigere. For at hjælpe dem, reserver vi nogle udvalgte tidspunkter til dem, så de så at sige kan komme uden om køen,” siger koncerndirektør Jan Madsen, Coop.

    Ordningen er blevet testet de seneste dage og erfaringerne er gode.

    “Det er godt at se, at danskerne respekterer de reserverede pladser, så de forbeholdes dem med de særlige behov. Det vidner om, at der også i denne situation udvises det rigtige samfundssind,” siger kommerciel direktør Lars Rasmussen, Coop.dk MAD.

    I forvejen har Coop indgået et samarbejde med Dansk Røde Kors, der har etableret et korps bestående af flere end 11.000 frivillige, der tilbyder at købe ind for personer, der ikke selv kan gøre det. (har man brug for hjælp til dette, kan man kontakte Røde Kors på 3529 9660, kl. 9-19 mandag til søndag.)

    Det er også muligt at købe ind via ca. 45 lokale Coop-butikker rundt i Danmark. Salget gennem dem via “Butik Online” er mere end 10 doblet, og her vil der blive udvidet med flere butikker.


    Yderligere information: Koncerndirektør Jan Madsen, 5159 3838

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coopdk-abner-for-levering-til-saerligt-udsatte?releaseId=13591170

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **