PRM / PL’s skæbne afhænger af OL

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    En aflysning af PL i Tokyo til august kommer ikke på tale. Men hvis OL udskydes, så bliver PL også udsat.

    Det fastslår den Internationale Paralympiske Komité (IPC) i et brev til de nationale paralympiske komitéer (NPC). Brevet blev sendt som opbakning til IOC’s udmelding om, at de nu intensiverer drøftelserne af forskellige scenarier for afviklingen af det kommende OL. IOC forventer, at drøftelserne er afsluttet inden for fire uger.

    Og det er en linje, som Parasport Danmark, der er dansk NPC bakker fuldt ud op om.

    “Det er fornuftigt og det eneste rigtige at gøre. Vores atleter arbejder alle målrettet og benhårdt frem mod PL til sommer, men lige nu er træningsvilkårene på ingen måde optimale og flere af vores atleter skulle have været ude i verden og jagte kvalifikationer. Det kan de ikke nu, så vi bakker fuldt ud op om, at IOC nu ser på, hvilke scenarier, der er mulige. Det her handler ikke kun om idræt! Det handler om hele verdens sundhed og hvordan vi sammen kommer igennem det, udtaler John Petersson, formand i Parasport Danmark.

    I brevet fra IPC skriver præsident Andrew Parson, at han er sikker på, at hele den paralympiske bevægelse fuldt ud støtter IOC’s beslutning om at undersøge de potentielle scenarier for de olympiske og paralympiske lege i Tokyo 2020 – herunder udsættelse. Det sker med henvisning til, at menneskelivet er vigtigere end noget som helst andet, og at deltagernes helbred går forud for alt andet.

    DIF appellerer til hurtig beslutning om udsættelse

    DIF var i går ude med en appel til IOC om at fremskynde beslutningen om at udsætte OL – og dermed også PL. Det skyldes, at OL og PL samler folk fra hele verden og dermed risikerer at skabe et nyt epicenter for smittespredningen, hvis der ikke er fuld kontrol over corona-situationen. Men ligeså vigtigt er det, at der allerede nu er skabt ekstremt ulige vilkår i de sportslige konkurrencer.

    “Selvom corona-krisen skulle være afblæst til den planlagte åbning af OL, så ændrer det ikke på, at hele situationen har skabt meget uens træningsvilkår for atleterne på tværs af landegrænser, Og det gælder i ligeså høj grad para-atleterne som OL-atleterne. Derfor vil det ikke være muligt at gennemføre de sportslige konkurrencer på fair vilkår” fastslår Niels Nygaard, formand for DIF.

    IPC er involveret i de igangværende drøftelser i IOC, som formelt træffer den endelige beslutning om en gennemførsel eller udsættelse i samarbejde med de japanske arrangører.

    Så længe, der ikke er truffet en afgørelse, arbejdes der i Danmark videre med forberedelserne mod både OL og PL i det omfang hensynet til at begrænse smittespredning tillader det. Fra dansk side vil det dog være afgørende, at der sundhedsfagligt er givet grønt lys fra WHO, hvis vi skal sende danske atleter til OL og PL.

    FAKTA

    • PL i Tokyo er planlagt fra 25. august til 6. september 2020
    • Parasport Danmark er National Paralympisk Komité
    • DIF har det operationelle ansvar for den danske del af PL

    Kontaktpersoner:

    John Petersson, formand i Parasport Danmark, jpe@parasport.dk,/ tlf. 20 40 39 60
    Niels Nygaard, formand i DIF, nny@dif.dk, / tlf. 20 73 71 12

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pls-skaebne-afhaenger-af-ol?releaseId=13590501

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **