PRM / Kofod: Marokko-flyene er et lille lysglimt i dyster global virkelighed

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:

    “Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at få særfly hjem fra Marokko. For bare få dage siden virkede det umuligt, da de marokkanske myndigheder besluttede at lukke luftrummet med kort varsel. Med diplomatisk knofedt og en kæmpe indsats kan vi nu sige ‘velkommen hjem’. Jeg vil godt sende et stort tak til de andre involverede myndigheder og til rejsebranchen for at løfte i fælleskab og gøre en stor forskel for de berørte danskere i denne alvorlige situation.”

    Alle ombord på de to fly har inden ankomst til København modtaget grundig vejledning om, hvordan de skal forholde sig for at minimere risikoen for at sprede smitte ved ankomsten til Danmark. Det er kraftigt indskærpet over for alle danskere, der vender hjem fra en udlandsrejse, at de bør blive hjemme i 14 dage. Det er i den forbindelse også vigtigt at holde afstand i lufthavnen, ikke hilse på familie og venner med kram og tæt kontakt, samt at vise hensyn, hvis man benytter offentlig transport for at komme hjem.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:

    “Jeg har ikke lyst til at være minister for aflyste kram. Men det er desværre nødvendigt, hvis vi skal stoppe Corona-smitten. Og det skal vi. Når man har været afskåret fra sine kære, så vil man jo bare give dem et stort kram, når man ser dem igen. Det er kun menneskeligt. Men det må vi love hinanden at afstå fra, så længe Corona-truslen er over os. Vi lever i en tid af modsætninger. Vi skal stå sammen, hver for sig. Vi skal vise nærhed ved at holde afstand.”

    Udenrigsministeren understreger samtidig, at der er tale om en vanskelig opgave på globalt plan at assistere rejsende og potentielt strandede danskere i udlandet. Marokko-modellen kan ikke nødvendigvis bruges andre steder, da vinduerne lukker hastigt ned rundt om i verden og flytrafikken lukker ned.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:

    “Marokko-operationen er selvsagt et lille lysglimt i en ellers ganske dyster global virkelighed. Jeg vil gerne kraftigt understrege, at vi arbejder benhårdt for at hjælpe andre danskere, der risikerer at strande. Vi har et særligt fokus på Sydamerika og Asien gennem vores task forces. Vi arbejder også på at sende udrykkerhold af danske diplomater ud til regionerne. Jeg kan love, at den danske udenrigstjeneste arbejder i døgndrift for at finde løsninger.”

    Kontakt:

    For yderligere presse:

    Udenrigsministeriets pressevagt, +45 61 97 92 47 eller pressevagten@um.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kofod-marokko-flyene-er-et-lille-lysglimt-i-dyster-global-virkelighed?releaseId=13590317

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **