PRM / Nye læringsmiljøer med plads til masser af bevægelse på vej til Kokkedal Skole

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    De store fællesarealer på Kokkedal Skole fra 1980’erne er bygget i solid kvalitet. Men i dag er der helt andre krav og ønsker til en moderne skoles læringsmiljøer og indretning. Derfor har byrådet afsat 35 mio. kr. til at indrette skolen efter visionerne i kommunens store projekt Fremtidens Folkeskoler.

    “Det er virkelig godt, at vi nu rykker med et visionært og målrettet projekt til den første skole i kommunen. Kokkedal Skole er bygget i høj kvalitet, men skolens indretning afspejler en anden tid og et andet syn på læring. Det kalder derfor på en forandring som denne”, siger Per Frost Henriksen, formand for Børne- og Skoleudvalget, og fortsætter:

    “Jeg er sikker på, at vi med dette projekt tager et stort spring ind i realiseringen af visionen for Fremtidens Folkeskoler, hvor vi på alle kommunens skoler vil indrette os med de bedste og mest moderne læringsmiljøer”.

    Som en væsentlig del af projektet opføres en ny stor samtaletrappe med scene midt i fællesrummet. Her etableres også et skofrit område og et nyt garderobeområde, der forventes at give mere ro til undervisning og fordybelse i projektarbejderne, samt et signifikant bedre indeklima. Ved at udskifte de eksisterende ovenlyskupler til rytterlys med klart glas, bliver langt mere dagslys lukket ind i skolen.

    Projektet er nu på vej i udbud og ventes klar omkring nytår.

    Udover dette projekt moderniseres og ombygges det nuværende pædagogiske læringscenter (“skolebiblioteket”), så der fremover bliver tæt samarbejde mellem skole- og kommunebibliotek. Hertil kommer nyt hyggeligt udemiljø.

    På skolen indrettes også en helt ny Science Park, som blandt andet omfatter forskellige laboratorier, Maker Space og værksteder til projektarbejde, en ny selvstændig hovedindgang med vindfang, samt intern trappe mellem stueetagen og 1. sal.

    Skolens tre øvrige spor skal også ombygges og indrettes efter samme principper i byggeprogrammet fra Henning Larsen og Autens med inddragelse af elever og personale, så der bliver taget godt hensyn til de aldersgrupper, som skal bo i de nyindrettede områder.

    Kontakt:

    Udvalgsformand Per Frost Henriksen (A) tlf. 25 13 62 99

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-laeringsmiljoer-med-plads-til-masser-af-bevaegelse-pa-vej-til-kokkedal-skole?releaseId=13590222

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **