PRM / Flying Tiger Copenhagen lukker midlertidigt alle sine danske butikker

    Pressemeddelelse fra Flying Tiger Copenhagen

    Coronavirussen har for alvor ramt Danmark, og som følge af regeringens skærpede krav til den danske detailbranche og for at forhindre yderligere smittefare, lukker Flying Tiger Copenhagen nu midlertidigt alle sine danske butikker.

    – Den danske regering opfordrer nu til drastiske handlinger for at begrænse smitten af coronavirussen. Derfor tager vi konsekvensen og lukker vores danske butikker. Det gør vi ud fra et forsigtighedsprincip af hensyn til vores kunder og kolleger, udtaler Martin Jermiin, CEO i Flying Tiger Copenhagen.

    Så selvom den danske regering reelt giver butikkerne mulighed for at være åbne, så tager Flying Tiger Copenhagen efter grundig overvejelse et yderligere skridt og samfundsansvar ved at lukke alle sine danske butikker midlertidigt.

    Flying Tiger Copenhagen får mulighed for at gøre brug af regeringens hjælpepakke til dansk erhvervsliv. Det betyder, at alle Flying Tiger Copenhagens ansatte, der bliver sendt hjem som konsekvens af de midlertidige butikslukninger, får løn igennem perioden. Hvornår Flying Tiger Copenhagen igen åbner sine butikker er endnu ikke besluttet, da det afhænger af den svære situation, som coronavirsussen har medført.

    Det vil fortsat være muligt at handle på Flying Tiger Copenhagens webshop www.flyingtiger.com, hvor der i øjeblikket er stor efterspørgsel efter kreative produkter, som hele familien kan samles om, mens skoler og børnehaver m.v. er lukket.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt venligst:
    Nina Brønden Jakobsen
    +45 41861391
    nj@ulvemanborsting.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flying-tiger-copenhagen-lukker-midlertidigt-alle-sine-danske-butikker?releaseId=13590188

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **