PRM / Klimarådet vil sikre mere natur og skov i kampen mod klimaforandringerne

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Der er intet samfundsøkonomisk til hindre for at nå en 70 procent reduktion i 2030, og politikerne skal gå efter et ambitiøst delmål i 2025 på mellem 50 og 54 procent, konkluderer Klimarådet. Men samtidig anviser rådet kun konkrete virkemidler til at nå de 60 procent, og det er ærgerligt, mener Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

    – Det er en god nyhed, at Klimarådet meget klart konkluderer, at vi godt kan nå at realisere vores meget ambitiøse målsætninger om en 70 procent reduktion, og samtidig anfalder et ambitiøst delmål i 2025.

    – Men det ærgrer mig, at de ikke i deres scenarie har anvist en direkte vej til at nå den fulde reduktion i 2030 med allerede kendte virkemidler. Nu har vi politisk besluttet, at vi vil nå i mål med de 70 procent. Så må vi også være villige til at betale den pris, der skal til, uanset om det lykkedes at udvikle nye teknologi og virkemidler i fremtiden.

    Drivhusgasafgift skal drive omstilling

    Som et af de helt centrale redskaber til at nå de 70 procent foreslår Klimarådet at indføre en drivhusgasafgift baseret på et princip om, at forureneren betaler. Afgiften skal tilskynde til at virksomheder og borgere ændrer adfærd i en klimavenlig retning. Og netop en drivhusgasafgift er noget, som Danmarks Naturfredningsforening sammen med de øvrige grønne NGO’er har presset på få at få med ind i en klimahandlingsplan.

    – Jeg er af den klare overbevisning, at vi ikke kan komme udenom en drivhusgasafgift, hvis vi skal nå i mål. Jeg håber meget rapporten kan være med til at vende regeringens skepsis overfor sådan model. Når vi står i supermarkedet skal prisen på varerne i køledisken selvfølgelig også afspejle varens klimabelastning. Det er jo skørt, at du i dag betaler en CO2 afgift på opvarmning af din bolig, men ikke gør det for bøffen i køledisken, siger Maria Gjerding

    Øget satsning på udtagning af lavbundsjord

    Et af de virkemidler som leverer den største reduktion i rapporten er en øget satsning på udtagning af lavbundsjorde. Et initiativ, som Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevare i fællesskab spillede ud med allerede for et år siden. Samtidig foreslår rådet en stor satsning på etablering af mere skov til at opsuge CO2.

    – Jeg er glad for, at klimarådet foreslår en massiv satsning på at få udtaget den mest klimaskadelige landbrugsjord. Det er det mest effektive klimavirkemiddel, som udover at levere på klimaet også kan bidrage til klimatilpasning, beskyttelse af drikkevandet, reduktion af kvælstofforureningen og biodiversiteten.

    – Rapporten viser meget klart, at hvis vi skal i mål med vores høje ambitioner, kan vi ikke gøre det uden at bruge vores areal på en klogere måde. Det handler både om, at landbruget skal fylde mindre ved at give mere plads til natur og skov. Men også ved at ændre måden landbruget producerer på, ved satse langt mere på vegetabilsk fødevareproduktion fremfor kvæg og svin.

    Kritisk fokus på biomassen

    Som et tredje vigtigt element i rapporten, fastslår klimarådet, at brugen af biomasse reguleres til fordel for varmepumper, geotermi og solceller. I dag regnes biomasse som CO2 neutralt, hvilket rådet selv har problematiseret. De foreslår en strammere myndighedskontrol med den biomasse, der anvendes i Danmark. Og så skal ikke-bæredygtigt biomasse ikke længere opgøres som vedvarende energi.

    – Biomassen er ikke en del af løsningen på klimakrisen. Derfor er jeg også meget glad for, at klimarådet slår fast, at Danmark ikke skal basere den grønne omstilling på tvivlsom biomasse. Det er nemlig at snyde på vægten, og ville kunne udfordre hele troværdigheden for klimahandlingsplanen, som Klimarådet meget præcist formulerer, siger præsidenten.

    Kontakt:

    Pressechef Emil Nielsen tlf.: 31193246 email: emil@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klimaradet-vil-sikre-mere-natur-og-skov-i-kampen-mod-klimaforandringerne?releaseId=13589638

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **