PRM / Leg og spil er erhvervslivets nye værktøj til forandringsledelse

    Pressemeddelelse fra Gordios A/S

    Tunge budgetter og millionbeslutninger er ikke noget, man normalt forbinder med spil og leg. Ikke desto mindre implementeres konsekvenserne af mange af erhvervslivets store beslutninger i dag ved hjælp af at spille forskellige scenarier igennem. Ifølge professor Sune Gudiksen, der forsker i interaktion gennem spil ved Designskolen Kolding, er spil som kompetenceudviklingsmetode i erhvervslivet en innovativ fremgangsmåde, som vinder kraftigt frem.

    – Gamification har nogle åbenlyse fordele, når organisationer står over for forandringer, som udvikling af produkter, igangsætning af nye forretningsområder eller splejsninger af teams. Spil har gentagne gange bevist sig at være en stærk erstatning for ledelsesberetninger og statisk en-vejs-kommunikation. Spil har en unik evne til at engagere og involvere alle medvirkende til at udfordre de etablerede måder at tænke på, siger Sune Gudiksen og uddyber:

    – Mange organisationer virker i siloer, hvilket fører til kommunikationsproblemer afdelingerne imellem. Her kan spil være med til at skabe forståelse på tværs af siloer, da man spiller hinandens roller i organisationen eller ser med andre øjne på eksisterende praksisser. Med andre ord bliver man skubbet i forståelser og ført frem til stærkere handlinger. Samtidigt er spil effektive til at bygge bro mellem teori og praksis samt daglig drift og udvikling af nye, konkurrencedygtige fordele.

    Ikke bare en leg

    En af de virksomheder, der har fået øjnene op for spils evne til at engagere medarbejdere i en forandringsproces, er konsulenthuset Gordios, der i 20 år har rådgivet virksomheder i forandringsledelse. Inden for de seneste to år har ejer Klaus Haltrup inkluderet spil i værktøjskassen, og han er imponeret over effekten.

    – Spil har den fantastiske virkning, at deltagerne leger teorien ind. Det er simpelthen meget nemmere at lave koblingen mellem teori og praksis, når man simulerer disse beslutninger. Jeg bruger computerspil og et stort fysisk bræt, hvor man kan tage diskussionerne. Det er tydeligt at mærke, at efterspørgslen stiger i disse år. Mange virksomheder får øjnene op for, at det ikke bare er en leg, men et effektivt redskab, siger Klaus Haltrup.

    Han mener, at efterspørgslen fortsat vil vokse – både på grund af øget kendskab og hastigheden af forandringer.

    Opmærksom på egen rolle

    Efter den internationale producent af videnskabelige måleinstrumenter, Agilent Technologies, opkøbte en komplementerende virksomhed, stod ledelsen over for gennemførsel af en ny strategi og kommende ny organisationsstruktur. For at få denne proces til at fungere så gnidningsfrit som muligt, hyrede ledelsen Gordios til at gennemføre en workshop med basis i gamification hvor fokus var forandring i organisationer.

    – Vi var over 50 medvirkende, og alle kunne lide konkurrenceelementet. Det bidrog til, vi overvejede dilemmaerne og vores beslutninger endnu mere grundigt. Jeg er sikker på, at processen har hjulpet til, at medarbejderne er blevet mere opmærksomme på deres rolle i vores organisation, der er i forandring. For ledelsen har processen betydet, at vi er meget opmærksomme på vigtigheden af en-til-en-dialog med den enkelte medarbejder, så vi bedst muligt undgår, at medarbejdere står tilbage, mens resten af organisationen bevæger sig, fortæller Tom Just, der er General Manager i Agilent Technologies Denmark.

    Kontakt:

    Klaus Haltrup
    Ejer og konsulent, Gordios
    (+45) 26 75 49 18
    kh@gordios.dk

    Sune Klok Gudiksen
    Lektor, Designskolen Kolding
    (+45) 28 14 51 52
    skg@dskd.dk

    Tom Just
    General Manager, Agilent Technologies
    Tom.just@agilent.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/leg-og-spil-er-erhvervslivets-nye-vaerktoj-til-forandringsledelse?releaseId=13587946