PRM / Ny designguide vil sikre mere genbrug og genanvendelse af plast

    Pressemeddelelse fra Plastindustrien

    Alt for meget husholdningsplast ender i dag i danskernes skraldespande som værdiløst affald.

    Det har fået ‘Netværk for cirkulær plastemballage’, som bl.a. består af repræsentanter fra Arla Foods, DTU Food, Plus Pack, Københavns Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Plastindustrien til at udvikle ‘Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballage til de private forbrugere’.

    Danskernes plastaffald skal anerkendes og behandles som en værdifuld ressource frem for nytteløst skrald. Vi skal designe emballageløsninger, som fra start er tiltænkt genbrug og genanvendelse, så emballagens eller materialets egenskaber og værdi fastholdes i et cirkulært kredsløb. Ambitionen er at få plasten væk fra naturen og ud fra forbrændingsanlæggene – og gøre Danmark til et foregangsland inden for cirkulær genbrug og genanvendelse af plastemballage, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef hos Plastindustrien og tovholder på udviklingen af designguiden.

    Hun fortsætter:

    – Den nye designguide giver et indblik i de overvejelser og beslutninger, der har indflydelse på, hvordan plastemballage rettet mod husholdninger kan designes, så den bliver nemmere at genbruge og genanvende. Der præsenteres ikke én løsning, men den hjælper virksomhederne til at tage et oplyst valg i forhold til forretningsmodel og emballagedesign, hvor både små og store udviklingskridt er godt for miljøet.

    DOWNLOAD DANSK VERSION:
    Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere

    Fremtidens emballageløsninger

    Designguiden er udviklet af en arbejdsgruppe, som består af repræsentanter fra plastemballagens værdikæde og øvrige aktører, der på tværs af brancher har opnået enighed om guidens indhold.

    – Det er og bliver afgørende for fremtidens bæredygtige emballageløsninger, at de enten er designet til at blive genbrugt – eller at materialet som minimum kan genanvendes efter brug. I Plus Pack arbejder vi hver dag på at fremme de cirkulære løsninger, og vi er derfor meget glade for at se, at der er bred opbakning fra centrale aktører til den nye designguide, forklarer Camilla Haustrup Hermansen, der er medejer af emballagevirksomheden Plus Pack A/S.

    Arbejdsgruppen har også haft deltagelse af Danmarks Naturfredningsforening, der forventer, at samarbejdet fortsætter i fremtiden.

    – Netværket har været et unikt samarbejde i hele værdikæden og med repræsentanter fra alle interessenter som deltagere. Guiden viser en vilje til samarbejde. Vi er ikke i mål, men guiden er et godt udtryk for, hvor langt samarbejdet er nået til her og nu. Danmarks Naturfredningsforening forventer, at samarbejdet fortsætter, også selvom, der nu sættes et punktum for arbejdet med udvikling af designguiden. Designguiden leverer ikke færdige svar og resultater, men giver en idé om retning og muligheder, som situationen ser ud lige nu, udtaler Jens Peter Mortensen, miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

    Netværkets arbejdsgruppe består af repræsentanter fra følgende partnere:

    • Arla Foods
    • Faerch A/S
    • Københavns Kommune
    • UPM Raflatac
    • DTU Food
    • Berry Superfos
    • Läntmannen Schulstad A/S
    • Plus Pack A/S
    • Polyprint
    • Danmarks Naturfredningsforening
    • Circle Development
    • Sky-Light A/S

    Designguidens indhold er støttet af Coop Danmark A/S, og ‘Netværk for cirkulær plastemballage’ afholder møder i regi af Plastindustrien.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Lars Friis Farsøe tlf.: 4233 2811 email: lff@plast.dk

    Christina Busk, Plastindustrien: 2949 4564 / cb@plast.dk
    Camilla Haustrup Hermansen, Plus Pack A/S: 2310 9340 / c.hermansen@pluspack.com
    Jens Peter Mortensen, Danmarks Naturfredningsforening: 3119 3210 / jpm@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-designguide-vil-sikre-mere-genbrug-og-genanvendelse-af-plast?releaseId=13588636