PRM / Ny emballageoverenskomst på plads

    Pressemeddelelse fra HK Privat

    Efter knap 27 timers uafbrudte forhandlinger er HK Privat og 3F på den ene side og Dansk Industri på den anden fredag eftermiddag blevet enige om en ny overenskomst på emballageområdet for omkring 2.400 medarbejdere. Aftalen er treårig og dækker eksempelvis trykkere og kartonnagearbejdere, der betjener maskinerne, som udstanser emballagen.

    Aftalen giver medarbejderne et løft af den såkaldte fritvalgskonto, der stiger fra 4 til 7 %. Det lægges oveni i lønnen, hvor lønmodtagerne selv kan bestemme, om de vil bruge kontoen til at få udbetalt mere i løn, sætte pengene til side til pensionen, veksle til seniorfridage, og som noget nyt i denne aftale kan kontoen også bruges til barnets 2. sygedag.

    Far eller den anden forælder sikres yderligere 3 ugers betalt barsel, så overenskomsten nu øremærker 8 ugers barsel til far med fuld løn.

    Ledige sikres bedre muligheder for efter- og videreuddannelse, så man kan få op til 5 ugers uddannelse betalt med op til 85 % af sin løn, efter man er stoppet på sit arbejde.

    “Forhandlingerne har været svære og hårdere end ventet. Men vi står nu med et resultat, som vi er tilfredse med. Og jeg hæfter mig også ved, at det lykkedes os at få fjernet nogle bestemmelser, som uretfærdigt fratog nogle ansatte deres mulighed for at få fratrædelsesgodtgørelse, siger Carsten Frisch, faglig sekretær i HK Privat.

    Carsten Frisch fremhæver også, at en forsøgsordning med Aftalt Uddannelse nu er gjort permanent, og at arbejdsmiljørepræsentanter sikres bedre adgang til relevant uddannelse.

    Dertil kommer forhøjelser af satserne for mindsteløn, skifteholdstillæg samt elevsatser.

    Aftalen læner sig op ad industriforliget, der blev indgået d. 9. februar. Ved overenskomstforhandlingerne i 2017 steg fritvalgskontoen med 2 % til de nuværende 4 %, og nu forhøjes den med yderligere 3 % over de kommende tre år.

    Emballageoverenskomsten er en ud af i alt 23 landsoverenskomster, som HK Privat forhandler i 2020.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt Carsten Frisch, faglig sekretær i HK Privat, på tlf. 2970 4103

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-emballageoverenskomst-pa-plads?releaseId=13588501