PRM / Carlo Sass Sørensen får fornem pris

    Pressemeddelelse fra Kystdirektoratet

    Carlo Sass Sørensen tildeles prisen på baggrund af sin erhvervs-Ph.d., som er udarbejdet i samarbejde med DTU Space, Kystdirektoratet og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Arbejdet fokuserer på at integrere kilder til oversvømmelse i kystområder og registrering og vurdering af landsætninger og deres betydning for potentiel oversvømmelse og klimatilpasning i kystnære områder.
    Carlo Sass Sørensens forskning er på mange måder banebrydende og usædvanlig. Hans klimastudie inddrager for første gang i Danmark data fra Sentinel-1 radarsatellitten, der som en del af det europæiske observationsprogram, Copernicus, bl.a. registrerer landbevægelser.

    Som forsker er hans arbejde præget af en gennemført helhedsorienteret tankegang, som spænder over en bred vifte af fagdiscipliner. Carlo Sass Sørensen har fx anlagt et tværfagligt perspektiv i forhold til at kombinere vejrdata, klimafremskrivninger og geologi, og har løbende haft fokus på, hvordan resultaterne kan anvendes på tværs af en lang række sektorer.

    Fra forskning til forretning

    Med afsæt i Carlo S. Sørensens forskning har ingeniørvirksomheden Geo udviklet digitale undergrundskort og modeller, som kan anvendes bredt inden for klimatilpasning, byggeri og anlæg, men også i forbindelse med fx overvågning og vedligehold af forsynings- og kloaksystemer. Ingeniørvirksomheden har opbygget en ny data-, digitaliserings- og modelleringsafdeling, som har skabt syv nye arbejdspladser.

    En anden samarbejdspartner, Geopartner Landinspektører A/S, arbejder nu på en patentansøgning på en radarreflektor til brug for analyse og kalibrering af satellitdata. Og i kølvandet på samarbejdet med Carlo S. Sørensen indgår begge virksomheder og DTU Space i et konsortium med støtte fra det Europæiske Rumagentur (ESA) omkring anvendelse af satellitdata til en række formål, med klimatilpasning som et centralt felt. Et nyt forretningsområde, som der er store forventninger til også i europæisk sammenhæng.

    Lokalt samarbejde føres videre

    Carlo Sørensens feltarbejde kortlagde de kombinerede virkninger af landsætning og klima-forandringer i den lille kystby Thyborøn. De fleste lokale interessenter blev involveret undervejs: Kommunen, havnen, forsyningsvirksomheder og private firmaer. Det blev til et godt samarbejde, som nu bliver videreført i form af et nyt formidlings- og forskningscenter, Klimatorium, i Lemvig.

    Formidling og samarbejde i centrum

    Kystdirektoratets direktør Merete Løvschall sender et stort tillykke til prismodtageren:
    – Carlos store styrke ligger i, at han både en stærk fagligt funderet vidensperson og en dygtig formidler, som arbejder målrettet med at bygge bro mellem videnskab og praksis og skaber netværk på tværs af sektorer for at få tingene til at ske. Påvirkninger fra klimaændringer kan ikke løses i en snæver kreds. Vi er nødt til at dele viden og arbejde sammen om klimatilpasningen. Det kræver mod og tålmod at tænke nyt sammen og dele viden på tværs af sektorer og myndighedsniveauer. Det har Carlo, og det kommer os alle til gavn. Jeg er stolt på hele Miljø- og Fødevareministeriets vegne, siger hun

    -Usikkerhederne om, hvordan klimaet vil ændre sig, er store, og det er udfordringerne også. Det er derfor nødvendigt med tværfaglige samarbejder, der involverer både natur- og samfundsvidenskabelig forskning, virksomheder, borgere og beslutningstagere for at træffe de nødvendige og rigtige beslutninger om klimatilpasning, siger Carlo Sass Sørensen.

    Læs mere på Kystdirektoratets hjemmeside

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationschef Lillan Clemmensen tlf.: 91 35 69 97 email: licle@nst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/carlo-sass-sorensen-far-fornem-pris?releaseId=13587783