PRM / Cyklistforbundet hjælper flere og flere børnehavebørn op på cyklen

    Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

    At blive cykelsikker er første skridt på vejen til at blive trafiksikker cyklist. I Cyklistforbundets maj-kampagne ‘Vi Kan cykle!’ leger børnehavebørn sig til at blive sikre på cyklen.

    – Cykelsikkerhed kommer før trafiksikkerhed. Børn skal være så trygge på deres cykler, at de tør dreje hovedet for at orientere sig og tør løfte hånden fra styret for at række hånden ud. Det kan vores cykellege hjælpe med, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

    Cyklistforbundet har udviklet kampagnens mange cykellege i samarbejde med erfarne bevægelsespædagoger.

    Legene gør cykeltræning til en sjov aktivitet, hvor børnene sammen med deres voksne i børnehaven leger vigtige cykelfærdigheder som at kunne bremse, bedømme afstande, række hånden ud og se til siden ind.

    Gratis tilmelding nu

    Som noget nyt tilbyder Cyklistforbundet i år to særlige cykellege til de største børnehavebørn, der skal begynde i skole til august. Det er lege, hvor børnene samtidig bliver introduceret til trafikskilte som et første skridt til at cykle uden for børnehavens trygge rammer.

    De tilmeldte børnehaver får forskellige materialer og støtte til at lege cykelleg, og de bestemmer selv, hvor mange dage de vil cykle, hvilke lege de vil lege, og hvor mange børn, der skal cykle med. Alle landets børnehaver kan tilmelde sig den gratis kampagne Vi Kan Cykle! via Cyklistforbundet.dk/vikancykle.

    Også noget til forældrene

    På det særlige forældre-univers har Cyklistforbundet både guides og videoer til forældre, der gerne vil hjælpe deres børn op på cyklen. Se det på Cyklistforbundet.dk/foraeldre.

    – Der er store fordele ved at begynde at cykle allerede fra børnehavealderen. Når børn får gode cykeloplevelser fra en tidlig alder, vil lysten og glæden ved at cykle oftere følge dem resten af livet, siger Klaus Bondam.

    Tre gode cykellege til derhjemme

    Kongens efterfølger: Du går eller cykler foran dit barn, og sammen øver I at tage den ene hånd af styret, cykle i zigzag eller bare at cykle meget langsomt. Det er nemlig ikke så let!

    Fange sæbebobler: Du blæser boblerne, og dit barn fanger dem med hovedet, hånden, foden eller næsetippen. Det kræver god balance og et fast tag i styret.

    Bremsesporskonkurrence: Sæt farten op, slå bremsen i og konkurrér om, hvem der kan lave det længste bremsespor. En sjov og udfordrende cykelleg, som leges bedst på grus.


    FAKTA: VI KAN CYKLE!

    Cyklistforbundet gennemfører kampagnen hvert år i maj i samarbejde med Østifterne.

    315 børnehaver med i alt 12.374 børn deltog i kampagnen i 2019.

    Kontakt:

    Kommunikations- og kampagnechef i Cyklistforbundet Jane Kofod tlf.: 2217 5588 email: jak@cyklistforbundet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cyklistforbundet-hjaelper-flere-og-flere-bornehaveborn-op-pa-cyklen?releaseId=13587276