PRM / Vagtskifte på Aleris-Hamlet Hospitaler

    Pressemeddelelse fra Aleris-Hamlet Hospitaler

    Efter ni år som administrerende direktør og i alt 12 år i koncernen giver Nis Alstrup stafetten videre i det planlagte generationsskifte. Ønsket om at arbejde mindre og prioritere familien, sig selv og andre projekter højere har været længe undervejs.

    "Min tid i Aleris-Hamlet har været en spændende rejse, som det har været et privilegium at være med på. Sammen har vi opbygget en fantastisk virksomhed, som på alle områder er førende. Vi er med en veldrevet og sund kerneforretning suppleret med flere nye forretningsområder godt rustet til at imødekomme fremtidens behov for sundhedsydelser," siger Nis Alstrup, adminstrerende direktør Aleris-Hamlet.

    Nis Alstrups hjerte brænder stadig for Aleris-Hamlet og for branchen, og han har da heller ikke planer om at slippe hverken lægegerningen eller forretningsudvikling. Hos Aleris-Hamlet vil han fortsat bidrage som virksomhedsansvarlig læge og ansvarlig for bl.a. FMT (Fecal Microbiota Transplantation) området, der er ét af Aleris-Hamlets nye indsatsområder i 2020.

    Ny erfaren CEO
    Michael Gram Kirkegaard (f. 1968) har sammen med Nis Alstrup udgjort direktionen i Aleris-Hamlet siden 2017, hvor han overtog ansvaret som viceadministrerende direktør. I dag er han overordnet ansvarlig for driften af alle syv hospitaler, og senest den nystartede fertilitetsklinik samt patologi-virksomheden IN-LAB; to områder, som Aleris-Hamlet har store forventninger til. I forbindelse med udnævnelsen 1. april indtræder Michael samtidigt i Aleris koncernledelse.

    "Jeg er glad for bestyrelsen og vores ejeres tillid. Jeg glæder mig til at indfri forventningerne, og føler mig godt rustet af de seneste år i direktionen - og ikke mindst partnerskabet med Nis, der er en institution i denne branche. Vi er en sund virksomhed i en spændende branche og i fuld gang med en transformation af hele forretningen. Jeg glæder mig til at føre virksomheden videre ind i årtiet sammen med mine fantastiske kolleger," siger Michael Gram Kirkegaard, Viceadministrerende direktør, Aleris-Hamlet.

    Forud for Aleris-Hamlet var Michael Gram Kirkegaard adm. direktør for Teres Medical Danmark (2012-2015). Han trådte ind i ledelsen i Aleris-Hamlet i forbindelse med Aleris' køb af Teres Medical Group i november 2015, hvor Michael startede som Hospitalsdirektør for de fire hospitaler i Vest-Danmark, og varetog denne stilling frem til 2017.

    Michael er uddannet cand. phil. fra Aalborg Universitet og har 18 års ledelseserfaring fra bl.a. konsulentbranchen.

    Kontakt:

    Michael Gram Kirkegaard, Viceadministrerende direktør/COO
    (+45) 30 62 03 52

    Birgitte Hoffmann, Presseansvarlig, Aleris-Hamlet Hospitaler
    (+45) 29 68 76 65
    Birgitte.hoffmann@aleris-hamlet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vagtskifte-pa-aleris-hamlet-hospitaler?releaseId=13587647