PRM / Patientforeninger får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for deres arbejde for kræftpatienter

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    De 20 patientforeninger og -netværk arbejder for at gøre en forskel for patienter og pårørende inden for en bred vifte af specifikke kræftdiagnoser, mens andre har et bredere perspektiv, som f.eks. familier med cancerramte børn, senfølger eller motion. Alle samarbejder med Kræftens Bekæmpelse – nogle af foreningerne er store og landsdækkende med flere tusind medlemmer, mens andre er små netværk, der mødes med jævne mellemrum. Fælles for dem alle er, at de drives af ildsjæle, som selv har haft en kræftsygdom inde på livet, og som brænder for at gøre en forskel for andre i samme situation.

    Tirsdag den 4. februar fik de 20 patientforeninger og -netværk Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2020 overrakt af formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen. Det skete ved et arrangement i Skuespilhuset i København, som også var en markering af World Cancer Day. Helen Bernt Andersen begrunder valget således:

    – Patientforeningerne modtager i år Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for det store og helt unikke arbejde, de hver dag gør for kræftpatienter og pårørende i Danmark. Det er imponerende, hvordan disse mennesker bruger deres fritid på at engagere sig sundhedspolitisk, på at deltage i arbejdsgrupper og udvalg, på at besvare telefonopkald fra bekymrede patienter og deres pårørende, på vidensdeling, på pressearbejde og på konstant at være opdateret med en enorm detailviden på netop deres specifikke område, siger Helen Bernt Andersen.

    Kræftpatienter finder trøst hos ligesindede

    På trods af at man som kræftpatient kan være omgivet af et stort netværk af familie og venner, føler nogle sig alene med deres tanker, følelser og erfaringer igennem kræftforløbet. Mange patienter og pårørende har derfor stor glæde af at møde andre mennesker, som står i en lignende situation, eller som har gennemlevet et lignende forløb. I mødet med ligestillede beskriver mange patienter og pårørende at opleve en helt særlig forståelse for det, de gennemgår.

    – Det betyder virkelig noget at kunne tale med andre i samme situation. Nogen der forstår, præcis hvordan det er. Nogen der kan fortælle, hvordan de har håndteret deres oplevelser under en kræftsygdom. Ildsjælene bag de 20 patientforeninger og -netværk har selv gået vejen og kan med deres erfaringer gøre en kæmpe forskel for kræftpatienter og deres pårørende ved at give håb, styrke og sammenhold, siger Helen Bernt Andersen.

    Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

    Det er 10. gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med prisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at påskønne en person eller gruppe, som har gjort en særlig indsats inden for kræftområdet, herunder også forebyggelse af kræft. Se tidligere vindere på cancer.dk.

    _____________________________________________________________________

    Pressebilleder:

    Billeder fra Hædersprisuddelingen ligger klar fra tirsdag den 4. februar kl. 20 her:

    www.tomasbertelsen.dk/download/20200204TB_KB_Haederspris_Pressefoto.zip

    Fotokreditering: Tomas Bertelsen

    _____________________________________________________________________

    Fakta

    World Cancer Day

    World Cancer Day markeres verden over hvert år den 4. februar. Formålet med dagen er at gøre opmærksom på kræft og opfordre til bedre forebyggelse, opdagelse og behandling af sygdommen med det mål, at færre mennesker rammes af kræft, og at færre dør af sygdommen.

    Patientforeningerne

    De 20 patientforeninger og -netværk, der modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2020, er:

    Blærekræftforeningen

    Dansk Brystkræft Organisation – DBO

    Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede – DLHM

    Dansk Lymfødem Forening – DALYFO

    Dansk Myelomatose Forening

    Dansk Nyrecancer Forening – Danyca

    Foreningen Cancerramte Børn

    Foreningen Netpa Danmark

    HjernetumorForeningen

    Kræft I Underlivet – KIU

    Landsforeningen Bryd Grænser

    Netværk for Kræftbehandling i Udlandet – Netku

    Netværk for patienter med hals- og mundhulekræft

    Pancreasnetværket i Danmark

    Patientforeningen Modermærkekræft

    Proof of Life

    Prostatakræftforeningen – PROPA

    Senfølgerforeningen

    Stomiforeningen COPA

    Tarmkræftforeningen

    Kontakt:

    Rikke Brams
    Presse- og kommunikationsrådgiver i Kræftens Bekæmpelse
    T: 5214 4119
    M: rikkeb@cancer.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/patientforeninger-far-kraeftens-bekaempelses-haederspris-for-deres-arbejde-for-kraeftpatienter?releaseId=13587121