PRM / Jeppe Kofod: Spionage på dansk jord er fuldstændigt uacceptabelt

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    “Som PET-chefen sagde tidligere i dag, er det vurderingen, at tre personer fra ASMLA har spioneret for en saudiarabisk efterretningstjeneste. Vi befinder os nu for anden gang på halvandet år i en situation, hvor en regional konflikt udspilles i Danmark per stedfortræder. Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at det er dybt alvorligt og komplet uacceptabelt. Og det er tidligere i dag gjort klart for den saudiarabiske ambassadør. Endvidere er vores ambassadør i Riyadh blevet instrueret om at overbringe den samme besked direkte over for de saudiarabiske myndigheder i utvetydige vendinger,” siger Jeppe Kofod.

    Under mødet udtrykte den fungerende direktør for udenrigspolitik, på vegne af den danske regering, i meget klare vendinger, at regeringen under ingen omstændigheder vil acceptere den slags handlinger på dansk jord.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod har også besluttet at informere om sagen i EU.

    “Vi har tidligere i dag orienteret EU-systemet, og vil i morgen sammen med Nederlandene rejse sagen på et officielt møde i Bruxelles. Vi står med en organisation, som vi i Danmark sigter for spionage og som Nederlandene sigter for terrorrelaterede aktiviteter. Vi skal aldrig acceptere den slags på europæisk jord,” udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

    SISSEL CHRISTINE SØE BÖSS / SISBOS@UM.DK

    PRESSERÅDGIVER FOR UDENRIGSMINISTEREN

    MOBIL +4551837414

    UDENRIGSMINISTERIET

    ASIATISK PLADS 2 / DK-1448 KØBENHAVN K

    TLF. +4533920000 / WWW.UM.DK

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jeppe-kofod-spionage-pa-dansk-jord-er-fuldstaendigt-uacceptabelt?releaseId=13587489