PRM / Årets esportstræner: “Jeg håber, jeg kan inspirere andre frivillige”

    Pressemeddelelse fra DGI

    Philippe Mølgaard Quabaid er i esportsportsverdenen kendt som “Winspai.” Og nu kan den 25-årige træner i Tricked Esport også kalde sig Årets esportstræner for bredden.

    Det er DGI Esport og Det Blå Danmark, der blandt 60 kandidater har valgt Philippe Quabaid som Årets esportstræner. Prisen blev uddelt til DGI Esports trænerseminar i Vejle.

    “Når jeg ser på de andre nominerede, er jeg stadig målløs over, at det lige var mig, der fik titlen. Det betyder utroligt meget og særligt at komme efter Torbjørn Nyborg, der fik titlen sidste år, som er et idol for mig,” siger Philippe Mølgaard Quabaid.

    “Jeg håber, jeg med prisen kan inspirere andre frivillige og vise, at hvis du knokler hårdt nok, kan du nå det, du vil.”


    Et fyrtårn, der deler viden og energi

    Philippe Quabaid bor i Vejle og lever i dag af at være fuldtidstræner for Tricked Esports professionelle hold. Han blev et kendt navn, da han var frivillige træner i foreningen Sørby Esport ved Slagelse, hvor han ydede en ekstraordinær stor indsats. Han har siden været en stor inspirator for mange – især for unge.

    Juryen fremhæver, at Philippe Quabaid er en ildsjæl og et fyrtårn for esportstrænere, som viser, at deling af viden og energi med alt og alle altid betaler sig. Det fortæller Christian Cramer Nielsen, der er esportskonsulent i DGI Esport og en del af juryen:

    “Philippe Quabaid er en arbejdshest, som er 100 % dedikeret til sit hold. Han er en humørbombe, som samtidig er dybt seriøs og en dygtig taktiker. Han har vist, at selvom man ikke selv er den bedste spiller, kan man lykkes med at blive en virkelig dygtig og respekteret træner. Det er en historie, som mange trænere fra bredden kan se op til med stor beundring,” siger Christian Cramer Nielsen.

    Philippe leverer der, hvor han er – uanset om det er i arbejdet med nye spillere, talentfulde spillere eller med modne og komplette spillere. Samtidig er han klar til at tage opgaver, som rækker ud over selve esporten, men som i høj grad handler om at løfte mennesket bag.

    Han er en træner med store personlige og resultatmæssige succeser, lige fra academy-hold, skoler i hele landet, frivillige hold i foreningen Sørby Esport – til i dag, hvor han lever af at være fuldtidstræner for Tricked Esports professionelle hold.

    Fakta om prisen Årets esportstræner for bredden

    • Med prisen “Årets esportstræner for bredden 2019” vil DGI Esport og Det Blå Danmark anerkende alle de gode esportstrænere, der i klubber og foreninger gør et kæmpe stykke arbejde for esporten i Danmark.
    • Prisen blev uddelt til DGI Esports trænerseminar i Vejle, som samlede 140 deltagere 1. februar i DGI Huset i Vejle.
    • Juryen bestod af Steffen Thomsen fra Copenhagen Flames, Martin Johansen fra Kolding Esport, Atle Stehouwer fra Team Singularity og Christian Cramer Nielsen fra DGI Esport.
    • Vinderen får først og fremmest æren som årets esportstræner, men derudover en pokal og et gavekort på 5.000 kr.

    Kontakt:

    Christian Cramer Nielsen, esportskonsulent i DGI. Tlf. 40182137
    Philippe Mølgaard Quabaid, træner i Tricked Esport. Tlf. 21302317
    Majbritt Andersen, pressechef i DGI. Tlf. 21294115

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arets-esportstraener-jeg-haber-jeg-kan-inspirere-andre-frivillige?releaseId=13587483