PRM / Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for december 2019

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Ledigheden er uændret i december 2019. Dermed er ledigheden på 104.300 fuldtidspersoner svarende til 3,7 procent af arbejdsstyrken. Ledighedsprocenten har stort set været uændret i hele 2019. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik.

    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

    – Ledigheden var uændret i december og er fortsat på et lavt niveau. Samtidig så vi i den seneste rekrutteringsanalyse fra december, at det er blevet lidt lettere for virksomhederne at rekruttere arbejdskraft.

    – Fra årsskiftet har vi med Lov om Aktiv Beskæftigelse gjort hele beskæftigelsessystemet meget mere enkelt og fleksibelt. Det skal også gøre hele indsatsen mere målrettet den enkelte borger og arbejdet med at få folk ud i beskæftigelse mere effektivt, så flere får fornøjelsen af at blive en del af et fællesskab på en arbejdsplads.

    – En væsentlig knast i forhold til at få ledigheden ned er at få flere ikke-vestlige indvandrere ind på arbejdsmarkedet. En problemstilling som det ikke er lykkedes at løse i årtier. Regeringen arbejder på at indvandrere og andre udlændinge med integrationsbehov bliver mødt med et krav om at bidrage i 37 timer om ugen. Det skal både være med til at få flere i beskæftigelse og samtidig hjælpe dem til i langt højere grad at blive en del af samfundet.

    Kontakt:

    Beskæftigelsesministeriet

    Pressevagt: 51232830

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/beskaeftigelsesminister-peter-hummelgaards-kommentar-til-ledighedstallet-for-december-2019?releaseId=13587268