PRM / Byrådet godkender lokalplantillæg for “Spejdergrunden” i Værløse

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    I september 2017 vedtog byrådet lokalplan 132, der ville give mulighed for en tre etagers bygning tæt ved Værløse station. Den 18. december 2019 vedtog byrådet et tillæg, der betyder, at der kan etableres boliger på første sal i stedet for erhverv. Det betyder, at der kan komme flere stationsnære boliger i Furesø. Der vil fortsat være erhverv i stueetagen til fx tandlæger, psykologer og rådgivningsvirksomheder. Desuden tillader tillægget, at bygningen kan blive lidt større og placeres tættere på banen.

    “Bygherre kan nu sætte gang i en ny bebyggelse på Kollekollevej. Den er en del af byrådets ønske om at fokusere på udviklingen af bymidterne i vores kommune og vil imødekomme det stigende behov for stationsnære boliger og bidrage til at skabe udvikling i det centrale Værløse”, siger Egil Hulgaard (C), formand for Udvalget for byudvikling og bolig.

    Lokalplanstillægget var i høring i efteråret 2019, og der var et borgermøde i oktober. Her var der især interesse for, om bygningen ville give skyggegener, når den nu blev rykket lidt. Skyggediagrammer viser, at bygningen ikke vil give væsentlige skyggegener for naboerne.

    Tillægget til lokalplanen betyder også, at der nu må være offentlige funktioner som fx en familierådgivning og offentlig administration. Desuden skal alle boliger have minimum 7 m² støjafskærmet udendørs opholdsareal i tilknytning til boligen i form af tagterrasser eller altaner.

    Fra en beslutning som denne er truffet, vil bygningen traditionelt være klar til indflytning om 1-2 år.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Egil Hulgaard, formand for Udvalget for byudvikling og bolig i Furesø Kommune, tlf. 2151 8188
    Claus Torp, by- og kulturdirektør i Furesø Kommune, tlf. 7216 5858

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/byradet-godkender-lokalplantillaeg-for-spejdergrunden-i-vaerlose?releaseId=13586561