PRM / Snart kan 18.000 kunder i Aalborg Forsyning se deres fjernvarmeforbrug med energi-appen Watts

    Pressemeddelelse fra SEAS-NVE

    Når der fremover skal foretages varmeaflæsning hos fjernvarmekunderne i Aalborg Forsyning, sker det helt automatisk med nye fjernaflæste målere, som gør det nemmere for kunderne at holde øje med forbruget og dermed undgå varmespild – og det skal energiassistenten Watts, som energi- og fibernetkoncernen SEAS-NVE står bag, hjælpe med:

    “Aalborg Forsyning var på udkig efter et værktøj, der kunne hjælpe kunderne med at holde øje med deres forbrug og motivere dem til at indstille deres varmeanlæg hensigtsmæssigt. Med Watts tilbyder vi det, de ledte efter, og derfor har vi nu indgået et samarbejde,” fortæller Per Madsen, afdelingschef for Digital Innovation hos SEAS-NVE.

    Budget forudsiger ekstraregning

    Med det nye samarbejde bliver det bl.a. muligt for Aalborg Forsynings mange husstande at følge med i, om fjernvarmen udnyttes, som den skal – og skulle forbruget pludselig ændre sig markant, sender appen en række advarsler, så man undgår kedelige overraskelser:

    “Watts indeholder en masse funktioner, som vi kan se rigtig gode muligheder i. Fx kan appens budget-funktion advare vores kunder mod overforbrug, før det faktisk finder sted. Samtidig hjælper appen os med at tage et stort skridt fremad i vores kundekommunikation, som er et vigtigt element i vores arbejde med grøn omstilling,” lyder det fra Jesper Møller Larsen, forsyningschef i Aalborg Forsyning. Han fortsætter:

    “Det er helt afgørende, at vores kunder tænker mere grønt i fremtiden, og det kan Watts hjælpe os med. Kan appen få flere af vores kunder til at udnytte den fjernvarme, som vi sender til dem, så kan vi reducere varmetabet i forsyningsnettet – det er både godt for klimaet og for økonomien.”

    Stor interesse fra andre forsyninger

    Oprindeligt udviklede SEAS-NVE Watts til sine el- og naturgaskunder, men nu møder appen også interesse fra flere selskaber, som ikke har kunder hos SEAS-NVE. Foruden Aalborg Forsyning har Helsingør-, Kalundborg- og Frederiksberg Forsyning således meddelt, at de ønsker at gøre brug af appen – og flere forsyninger er på vej:

    “Vi mærker tydeligt, at vores samarbejde med Aalborg Forsyning skaber ringe i vandet. Vi bliver kontaktet af stadig flere forsyninger og andre interessenter, som ønsker at vide mere om Watts. Alle er velkomne, og da fjernaflæsning skal være fuldt udrullet i varmesektoren i 2028, tror jeg bestemt, at interessen vil blive endnu større,” siger Per Madsen.

    Kontakt:

    Pressevagten i SEAS-NVE, telefon 21703101

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/snart-kan-18000-kunder-i-aalborg-forsyning-se-deres-fjernvarmeforbrug-med-energi-appen-watts?releaseId=13586144