PRM / Danskerne generes af nabostøj

    Pressemeddelelse fra Knudsen Kilen A/S

    Bor du i lejlighed i en etageejendom, har du med stor sandsynlighed været generet af støj fra nabolejlighederne. I så fald er du en del af en kedelig statistik – for omkring en tredjedel af alle danskere bor i etagebolig, og heraf oplever hele 35,6 procent af beboerne jævnligt at være generet af nabostøj.

    – Der har været lydkrav for nybyggeri i Danmark siden 1961. Heraf er de seneste skærpelser for luft- og trinlyd fra 2008. Men cirka 94 procent af alle etageboliger i Danmark har fortsat langt dårligere lydforhold end den seneste standard dikterer, fordi bygningerne er af ældre dato. Det medfører ofte, at beboerne generes af støj fra naboerne, siger Henrik Lund, der er salgschef for Knudsen Kilen, som producerer lydisolerende komponenter til byggebranchen.

    Udover generel irritation kan nabostøj også have mere alvorlige konsekvenser i form af stress, forringet mentalt helbred, træthed og søvnproblemer. Det viser studier af nabostøjs påvirkning af mennesker udført af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut; Aalborg Universitet.

    Lydisoleringen skal have højere prioritet

    Mange forbinder støjgener fra naboerne med skænderier, højlydt musik eller larm fra fester, men det er en anden type støj, der er den værste synder, forklarer Birgit Rasmussen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet i København:

    – Der skelnes typisk mellem to typer støj: luftlyd, der stammer fra f.eks. musik og samtaler, og trinlyd, der stammer fra færdsel i de omkringliggende lejligheder. Og det er faktisk lyden af naboen, der går rundt i sin lejlighed, som ofte er mest generende og derfor en kilde til irritation, fortæller Birgit Rasmussen.

    – Trinlyd er særligt problematisk, fordi det er støj, som er svært at gøre noget ved. Man kan bede sine naboer om at skrue ned for musikken og at tage festen et andet sted hen, men man kan jo ikke forbyde dem at bevæge sig rundt i deres eget hjem, siger Henrik Lund og tilføjer:

    – Når nu forskningen med tydelighed viser, at eksponeringen for støj har så stor en effekt på beboernes trivsel, bør alle bygherrer, der står overfor at bygge nye eller at renovere gamle etageejendommene, prioritere lydisoleringen langt højere, end det er tilfældigt i mange byggeprojekter i dag.

    Kan forbedres i 500.000 boliger i Danmark

    Mange af de ældre etageboliger i Danmark er bygget med beton- eller tegldæk. Denne type ejendomme er blandt de værste for beboerne, når det kommer til eksponering af trinlyd. Potentialet for at forbedre lydisolationen gennem lyddæmpende materialer, som for eksempel lydkiler, er derfor tilsvarende stort:

    – Der er over en million etageboliger i Danmark, og mit bud er, at det ved renovering vil give god mening at se på en bedre opklodsning som en mulig trinlydforbedring for cirka 500.000 af dem – og en selvfølge, hvis gulvet alligevel skal renoveres, siger Birgit Rasmussen.

    Kontakt:

    Henrik Lund
    Salgschef Knudsen Kilen
    (+45) 47760101
    hsl@knudsenkilen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-generes-af-nabostoj?releaseId=13585994