PRM / 145.000 farlige fyrværkeriartikler fjernet før salget overhovedet er skudt i gang

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Allerede inden salgsstederne i dag slog dørene op for salg af årets nytårskrudt, har Sikkerhedsstyrelsen fået fjernet flere end 145.000 fyrværkeriprodukter fra markedet – hvilket er 100.000 flere end sidste år – fordi de ikke lever op til reglerne.

    Det er resultatet af en øget og mere målrettet kontrolindsats, hvor Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret og testet raketter, batterier og andet fyrværkeri i løbet af 2019.

    “Tallet dækker både over fyrværkeri, som er blevet testet og vurderet farligt, og noget, som ikke er mærket i overensstemmelse med reglerne. Derfor har vi bedt branchen om at stramme op på egenkontrollen, og Sikkerhedsstyrelsen kommer til at tage strengere sanktioner i brug, hvis de oplever gentagne overtrædelser,” fortæller erhvervsminister Simon Kollerup.

    Konkret risikerer fabrikanter og importører en politianmeldelse, hvis fejlen på fyrværkeriet er af grov eller gentagen karakter. Ved en politianmeldelse vil Sikkerhedsstyrelsen som udgangspunkt bede politiet om at give en bøde. Bødestørrelsen vil afhænge af overtrædelsen.

    Ud over indsatsen forud for årets fyrværkerisalg, fører Sikkerhedsstyrelsen naturligvis også tilsyn med, at det fyrværkeri, der er til salg til forbrugerne i perioden den 15. til den 31. december, er lovligt.

    “Sikkerhedsstyrelsen har planlagt 240 tilsyn i perioden. Det betyder, at de kommer rundt til cirka hvert sjette salgssted og kontrollerer, om fyrværkeriet er korrekt mærket og lever op til reglerne,” uddyber ministeren.

    Selvom kontrollen er omfattende, skal forbrugerne tænke sig om og passe på, når de fyrer af eller kigger på fyrværkeriet, fortæller erhvervsministeren:

    “Fyrværkeri er flot og en vigtig del af nytåret for de fleste danskere. Men det er ikke legetøj, og man skal have den største respekt for, at det faktisk er farligt krudt, man har med at gøre. Myndighedernes kontrol alene kan ikke forhindre fyrværkeriulykker, for de fleste ulykker skyldes desværre, at folk ikke tænker sig om og ikke passer nok på.

    Som erhvervsminister – og som far – vil jeg gerne opfordre folk til at passe godt på sig selv og hinanden til nytår. Det er så vigtigt at man kun bruger lovligt krudt, og at man husker at holde afstand. Og så husk nu de sikkerhedsbriller! Det gælder børnene, men det gælder i lige så høj grad fædrene.”

    Fakta om fyrværkeri

    • I Danmark må forbrugerne købe fyrværkeri fra den 15. til og med den 31. december.
    • Nytårsfyrværkeri må fyres af fra den 27. december til og med den 1. januar.
    • Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe helårsfyrværkeri (fx knaldperler, bordbomber og stjernekastere).
    • Forbrugere må kun købe fyrværkeri til affyring i Danmark inden for landets grænser.
    • Sidste år blev der registreret 225 fyrværkeriulykker.
    • De fleste fyrværkeriulykker sker for mænd i alderen 15-35 år.

    Fakta om Sikkerhedsstyrelsens kontrol

    • Sikkerhedsstyrelsen laver markedsovervågning af fyrværkeri til salg i Danmark.
    • Før sæsonen udtager styrelsen fyrværkeri til kontrol og forskellige typer test.
    • I salgsperioden fører Sikkerhedsstyrelsen tilsyn med, at fyrværkeri til salg til forbrugerne er lovligt.
    • Hvis styrelsen i salgsperioden får anmeldelser eller selv konstaterer, at fyrværkeri til salg kan være farligt, bliver det testet straks.

    Pressekontakt:

    Erhvervsministeriet, presserådgiver Sara Ringgaard Price, srp@em.dk, tlf.: 91 39 94 07

    Sikkerhedsstyrelsens pressevagt, tlf.: 22 38 44 51

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/145000-farlige-fyrvaerkeriartikler-fjernet-for-salget-overhovedet-er-skudt-i-gang?releaseId=13585112